Debatindlæg af

Twana IsmaeilDatter af Mustafa Ismail

Rawan IsmaeilSøn af Mustafa Ismail

Amida IsmaeilDatter af Mustafa Ismail

Far er at finde i et hjørne bag kolde metaltremmer. Far råber. Som voksne mennesker nu spørger vi vores mor, hvad far råbte dengang. Han råbte: »Jeg fortryder intet«.

Tre syrisk-kurdiske søskende: Vi forstod ikke​ helt, hvorfor far altid skulle gå. Hvorfor han ikke kunne blive og lege

Lyt til artiklen

Det er tidlig morgen, 2009. Efterretningstjenesten banker på vores hoveddør og anholder far. Mor bilder os ind, at han blot skal på arbejde. Der går timer, dage og måneder. Han kommer ikke tilbage. Mor står pludselig alene med os tre små børn i alderen fire, fem og syv år. Vi ved ikke, hvor far er. Mor ringer rundt, ser nyhederne og vandrer fra fængsel til fængsel i håb om at finde ham.

En middag taler mor i telefon. Så begynder hun at sortere i bøger og papirer. En af fars venner kommer og fjerner harddisken fra hans computer. Vi forstår det ikke. Hvad skal de med bøgerne? Far havde downloadet et spil til os på sin computer, og nu kunne vi heller ikke længere spille spillet. Senere forstod vi, at alle beviser på hans aktivisme skulle fjernes. Hvis de havde fundet noget under ransagningen, ville det koste ham livet. Og resten af familien vil ende samme sted som far.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her