I 1997 sad jeg i en rundkreds på gulvet i glasfoyeren, der udgjorde Hørby Efterskoles rygerum, med hænderne om ryggen på mine venner og græd. Ingen af os ville sætte børn i en verden, hvor iskapperne ville smelte og vandet stige med 50 meter inden midten af det kommende århundrede.
En avisartikel, der reagerede på den netop indgåede Kyoto-aftale, havde trukket os ud i ren, eksistentiel rædsel. Ingen voksne tog fremskrivningerne seriøst – hverken de vilde scenarier, vi havde læst om, eller de faktiske prognoser fra IPCC, som verdens politikere arbejdede ud fra. Derfor var der heller ingen til at tale med os om, hvad vi kunne forvente os af fremtiden. Vi var rådvilde børn uden vejledning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

