»Når cykelhjelmen strammer, mister man udsynet«, skrev Philip Gam i denne avis 17.6, fordi Cyklistforbundet kritiserer regeringens plan om at tilbyde gratis transport til unge under 22 år. Vi har dog ikke mistet udsynet – tværtimod forsøger vi at se klart og hele vejen rundt om en problemstilling, der ikke er så simpel, som nogle gerne vil gøre den til.
Det lyder umiddelbart sympatisk, når regeringen vil gøre den kollektive transport gratis for unge under 22 år. Men når begejstringen har lagt sig, står et spørgsmål tilbage: Hvilket problem er det egentlig, man forsøger at løse?
Forslaget forbedrer ikke den kollektive trafik med én eneste ekstra afgang. Det giver ikke bedre busforbindelser i landdistrikterne. Det sikrer ikke flere tog på skinnerne. Det ændrer ganske enkelt ikke serviceniveauet. Det er alene et økonomisk tilskud til børnefamilier og unge mennesker – og primært dem, der bor i byområder med velfungerende kollektiv trafik.
For nogle vil det være en kærkommen besparelse. For andre betyder det blot lidt flere penge til andre formål – måske den nyeste mobiltelefon. Men mobilitetspolitik bør handle om mobilitet, ikke om at uddele lommepenge. Samtidig er prisen enorm: to milliarder kroner om året. Over en fireårig valgperiode svarer det til otte milliarder kroner.
For det beløb kunne samtlige cirka 780.000 unge mellem 10 og 22 år få stillet en elcykel til rådighed. En elcykel, som giver frihed, uafhængighed, daglig motion og mulighed for at komme rundt – også dér, hvor bussen ikke kører særlig ofte. Og en kvalitetselcykel holder uden problemer i fire år.
Forslaget bliver endnu mere problematisk, når man ser på konsekvenserne. Forskere fra både DTU og Syddansk Universitet var usædvanlig hurtigt ude med advarsler. Erfaringer og modelberegninger peger på, at gratis kollektiv transport kun i begrænset omfang flytter mennesker ud af bilerne. Til gengæld flytter den mange fra gang og cykling over i busser og tog.
Vi risikerer altså at bruge milliarder på at gøre unge mindre fysisk aktive og dermed øge risikoen for mistrivsel. Set i lyset af at færre og færre unge cykler, er det ikke den vej, vi vil gå.
Ifølge Videncenter for Cykelfremme sparer cykling hvert år samfundet for omkring 23 milliarder kroner i sundhedsudgifter. Hvis gratis kollektiv transport medfører et fald i cyklingen på blot 10 procent, vil de afledte sundhedsomkostninger være så store, at den samlede samfundsøkonomiske regning risikerer at blive mere end dobbelt så høj som de to milliarder kroner, staten bruger på ordningen.
Perspektivet bliver ikke mindre interessant af, at Folketinget i ’infrastrukturplan 2035’ afsatte omkring tre milliarder kroner til cykling for hele perioden frem mod 2035. Nu er man altså parat til at bruge reelt fire milliarder kroner på et tiltag, der kan få færre unge til at cykle.
Danmark har brug for bedre mobilitet for unge. Men løsningen er ikke nødvendigvis at gøre passiv transport gratis. Målet bør være at skabe unge, der er mobile, selvstændige og fysisk aktive – ikke at bruge milliarder på at flytte dem fra sadlen til bussædet.
fortsæt med at læse
