Da jeg gik i folkeskolen, var lommeregneren ikke noget, man bare fandt frem, fordi regnestykket blev lidt træls. Vi skulle kunne regne selv først. Omkring 8. klasse fik vi efterhånden lov til at bruge den mere, men indtil da var det hovedregning og papir. Til eksamen sad vi med papir og kuglepen. Hvis man var heldig, kunne der måske være adgang til en skrivemaskine. Selv de elektriske skrivemaskiner blev der holdt øje med. De måtte ikke have hukommelse, for så kunne de pludselig hjælpe lidt for meget. En stavefejl blev heller ikke bare slettet med et tryk på en tast. Man rettede, stregede ud eller prøvede at skrive nogenlunde læseligt hen over det hele.

Senere begyndte jeg på højere handelseksamen. Handelsskolen havde computere, og tekstbehandling var pludselig noget, man kunne bruge. Det var faktisk ret smart. Til eksamen skulle opgaverne stadig afleveres i hånden. Computeren var altså god nok til undervisningen, bare ikke når det for alvor gjaldt.