Jeg var blevet mor, og jeg var pissestolt over at være mor og endnu mere over min datter. Men ingen kunne se det på mig. Jeg følte mig snydt, når jeg observerede andre mødre med barnevogne krydse hinanden med et jeg-ved-hvordan-du-har-det-smil, og lagde en hånd på min mave, når jeg gik forbi dem, i håbet om, at de ville forstå, at jeg også var en af dem.
Men der er intet som ens døde barn, der kan ødelægge den gode stemning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.