I Regeringens nye udspil til en kontanthjælpsreform lægges der vægt på, at unge, der er langt fra arbejdsmarkedet, skal have en bedre og mere helhedsorienteret indsats end den, de får i dag. Det lyder lovende. At der samtidig lægges op til, at alle kontanthjælpsmodtagere under 30 år fremover skal have uddannelseshjælp på niveau med SU, giver dog slet ingen mening. LÆS OGSÅForsker: SU-reform tvinger studerende til at falde fra Om en uge sætter jeg det sidste punktum i mit speciale. Det bliver samtidig det sidste punktum for mange års liv som studerende på SU. Gennem størstedelen af mit studie har jeg arbejdet ved siden af, og i perioder uden arbejde har jeg måttet tage supplerende SU-lån. Det har ganske enkelt ikke været muligt at leve kun af SU.

Det kender jeg ingen af mine medstuderende, der har kunnet. Når ingen studerende kan leve af SU alene, hvordan skal unge da kunne overleve på en uddannelsesydelse? I udspillet fremgår det, at unge, der ikke har de nødvendige forudsætninger for at kunne starte på en uddannelse, får ret til et aktivitetstillæg, når de deltager i aktive tilbud. Det kan godt være, at tankegangen om økonomiske incitamenter virker for nogle, men hvad med alle de mange unge, der ikke er i stand til at deltage i et aktivt forløb, f.eks. på grund af sygdom? De forbliver på uddannelseshjælpen, uden aktiveringstillæg. Med risiko for at få endnu flere problemer at slås med end dem, de har i forvejen. Der kan drages paralleller til starthjælpen, der i 2002 blev indført som en lavere ydelse end kontanthjælpen. LÆS OGSÅSU-reform tvinger os til løntrykkeri Målet var at øge de økonomiske incitamenter til at flere kom i arbejde. Undersøgelser fra Rådet for Socialt Udsatte viser imidlertid, at denne lave ydelse havde store negative sociale og psykiske konsekvenser for borgere, der modtog starthjælp. Et relevant spørgsmål er derfor, hvilke konsekvenser uddannelsesydelsen vil få for unge, som ikke er i stand til at deltage i et aktivt tilbud? Hvis man forringer deres økonomiske forhold i en sådan grad, at de knap nok bliver i stand til at dække basale behov som tag over hovedet og mad på bordet, bliver de næppe 'aktivitetsparate'. Risikoen er tværtimod, at de sociale problemer, der i første omgang var skyld i, at de havnede på kontanthjælp, forværres. De risikerer at blive skubbet endnu længere ud på samfundets sidelinje, og det kan få store menneskelige omkostninger og i sidste ende blive dyrt for samfundet.