Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Manden må omstille sig til nye tider

I dag er det ikke kvinderne men mændene, som er under mest pres for at forandre sig.

Debatindlæg

Den svenske samfundsdebattør Arne Ruth siger i Politiken 27.12., at kvindebevægelsen og kampen for lighed mellem kønnene bliver den store forandringskraft i de kommende årtier.

Han kalder sig feminist og taler for, at denne kraft også trænger mere igennem i Norden.

Det er et udsagn, der stadig holder på globalt plan, men den tid, da kvindebevægelsen udgjorde en forandringskraft, er for længst forbi i Danmark.

Der er selvfølgelig stadig vigtige ting at kæmpe for, men velfærdsydelserne er mest rettet til kvinder, og det er de såkaldt kvindelige værdier, det moderlige, bekendende og anerkendende, der kulturelt set har sejret og bliver set som det ’naturlige’.

Det er en stor gruppe af mænd fra alle samfundslag, der i dag oplever sig presset, og som har kastet sig ud i et nødvendigt selvarbejde.

Der er tale om en stillekulturrevolution, som i de kommende år formentligt vil udgøre en afgørende samfundsmæssig forandringskraft.

Ikke mindst fordi det i dag er mændene, der er mest udfordret og har mest at vinde ved en forandring.

Det foregår ikke som et aktivistisk mandeoprør, og selv om det kan se anderledes ud i medierne, er det sjældent rettet mod kvinder.

Det udspiller sig snarere som en stille selvransagelse, der ofte tager fart, når en mand er blevet forladt af sin kvindelige partner.

Mænds fortællinger er meget forskellige, men jeg ved som coach, der dagligt taler med og har gruppesamtaler med mænd, hvordan mange mænd i dagligdagen forsøger at tilpasse sig deres partner og tage et ansvar på sig i familien.

En del mænd har godt nok et let kritisk, men især et kærligt blik på hende. Og det selv når hun fortæller ham, at hun vil skilles.

Per udtrykte det i en samtale på denne måde: »Hun vidste, hvad der var bedst. Hun styrede og organiserede. Og så var hun min bedste ven og efterhånden også min eneste ven«.

De havde en familie sammen med børn og bolig, og det var, sammen med arbejdet, hans fundament i tilværelsen.

Han havde imidlertid ikke spottet hendes signaler ordentligt og vidste nu ikke sine levende råd.

Men det var også midt i bruddet, at der for Per blev åbnet op for spørgsmål til livet, som han næppe kunne stille før.

Per udtrykte det således: Skilsmissen er »det værste og det bedste, der er sket for mig«.

For Per som for så mange andre af os mænd begynder en selvransagning ikke som en dyb søgen mod noget indre psykisk, men som en forholden sig til dét, der er vanskeligt lige nu.

Når jeg lytter til en mands fortælling om hans ensomhed, ser jeg ofte en stille desperation, hvor han indtil nu har forsøgt at klare det alene og ofte med en ret risikabel adfærd.

Nu finder han så sin livskraft i en identitetsskabende proces og kommer som regel styrket videre i livet. Det kan være kampen for børnene og fornuftige samværsordninger, der åbner sprækker til nye fortællinger.

Det kan være, at han midt i sin ensomhed begynder at række ud efter andre mænd, så hans fællesskaber begynder at få nyt liv og flere facetter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Livsfortællinger, der bidrager til, at han finder fodfæste, så der igen kommer kraft til alt det, han synes er vigtigt. Hans livsvirke kunne man kalde det.

Samtaler med mænd viser ofte, hvordan forestillinger om, hvad en mand bør være, hele tiden er til stede som en stille mumlen i baghovedet.

Det er forestillinger om såvel at være målrettet og handlekraftig som at være empatisk og nærværende tilstede.

Det er imidlertid muligt midt i krisen at løsne grebet og forholde sig til, hvad det for hver enkelt vil sige at være mand. Det er ikke så tit, at denne nye fortælling finder udtryk gennem store epokegørende ord.

Bevares, jeg har oplevet mænd, der har kastet sig ud i voldsomme skilsmisser, arbejdsprojekter og rejser. Men langt de fleste fortællinger er små, hverdagsagtige, fyldt med dilemmaer og meget kaotiske.

De handler om at komme ud af den snigende følelse af at være fange i livet og at åbne døre til noget, som kun lige anes. Finde livskraft og styrke til at kæmpe for noget, der har betydning.

Det er en glæde at se, hvordan mænd kan finde så mange ressourcer og kræfter. Og jeg har gennem mange forløb med gruppesamtaler oplevet, hvordan mænd har meget at sige hinanden på tværs af alle samfundslag. Gruppeforløb, som åbner for mange vandrestier og mulige maskuliniteter.

Undertiden bliver det i mændenes fortællinger til galde på de kvinder, som trækker børnene foran sig i deres misforståede kamp.

Men oftest er det en kraft, som er rettet mod egen afklaring, og som vidner om, hvad mandefællesskaber og samlivsformer også kunne være for noget.

I dag er det blevet synligt, at det er mændene, der er i brændpunktet for en forandring, som vil rulle kraftigere hen over os i de kommende tiår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et synspunkt, der understøttes af den bevægelse, der er blandt de unge mænd og den voksende gruppe af mænd, som bruger de nye muligheder.

Jeg er overbevist om, at denne stille kraft i de næste årtier vil ændre daglivet og få stor betydning for vores drengebørn og for de store fortællinger om køn.

Det bliver dag for dag mere tydeligt, at vi er i gang med en stille, men helt afgørende kulturrevolution, hvor mænd finder livskraft og nye veje at vandre ad.

En kulturrevolution, som formodentlig vil få en lige så skelsættende betydning, som kvindekampen har haft.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce