Lyt til artiklen
Engang for meget længe siden – det var sidst i 70’erne såmænd – holdt en kollega, der netop var blevet forfremmet, en festmiddag. Jeg var med. Der var mange taler, både formelle og kollegiale, men også bramfri fra nære venner. Og veninder. Blandt de sidste var der én, der skilte sig ud.
Den var alarmerende. Det var en skuffet kvindes bitre regnskab. Selv ville hun sikkert kalde det en retfærdig og fortjent irettesættelse for åbent tæppe. Taleren henvendte sig nærmest til selskabet som til et nævningeting – med den forskel, at der ikke var nogen forsvarer. Der blev oprullet et enormt synderegister – over svigtede aftaler, brudte løfter og mange andre forsømmelser og utilstrækkeligheder.
