Da Jens Christian Grøndahl for nylig i Debatten på DR 2 efterspurgte en politisk samtale på højere niveau, tabte Pernille Vermund både øjne og ører og spurgte med forargelse i stemmen, om det så var Grøndahl, der skulle stå og sortere ved indgangen til studiet. Og mens Grøndahl måske blot mente, at alle burde gøre sig umage og ikke mindst dem, der fik taletid på vegne af andre, forfægtede Vermund det uoplyste som en folkeret.
Det sidste står i strid modsætning til den folkeoplysningstradition, som har formet det Danmark, vi kan være bekendt, og som så mange ser på med beundring. Ambitioner om en oplyst debat bliver nedgjort som elitisme, samtidig med at både det yderste højre og yderste venstre flokkes om at være et udefineret folks førere.
Det tænder et konfliktskabende bål, som der bæres ved til af de politikere, der taler om politikerlede, på trods af at sociologien med Jørgen Goul Andersen i spidsen kan fortælle, at der ikke er noget, der tyder på mere politikerlede nu end for to årtier siden. Politikere, der taler om politikerlede, men ikke selv mærker sig ramt af kritikken.
Konsekvenserne ser vi i USA. En elite og en del af middelklassen har slået sig sammen og skabt et flertal, som ikke kommer til at gøre noget godt for de mest udsatte.
Alligevel bruges Trump også i den hjemlige debat som eksempel på, at folket gør oprør mod eliten. Selv om han i langt højere grad er eksponent for en elite, der stikker af fra sit ansvar.
Ambitioner om en oplyst debat bliver nedgjort som elitisme
Svend Thorhauge
Der ligger to misforståelser til grund for denne bevægelse.
For det første, at der skulle findes ét og kun ét folk med identiske holdninger, som samtidig adskiller sig markant fra holdningerne hos dem, der lovgiver i landet, eller fra den elite, som ingen rigtig vil vedkende sig at tilhøre.
Den figur er demagogisk og taler direkte imod en befolkning, som næsten hvert eneste år går til stemmeurnerne og deler sig efter anskuelse, og som dagligt deltager i den politiske samtale på arbejdet, over hækken, i opgangen eller i en eller anden af de mange foreninger.
Folket er mangfoldigt og har valgt sig mangfoldige repræsentanter. Der er nok systemlede, og der kan være alle mulige gode grunde til at skabe et forhold mellem stat og borger, som i langt højere grad baserer sig på tillid og gensidighed. Men vi bør holde op med at tale om folket i ental; påstå, at det er umælende, og derefter slås om, hvem der bedst har indsigt i folkedybet. Det har aldrig bragt noget godt med sig.
Den anden misforståelse er, at mennesker bare er, som de fremstår. At der ikke i hvert eneste enkelte er et ønske om at kunne navigere bedre i et samfund, der er stadig mere komplekst og udvikler sig med stadig større hastighed. Det gælder ikke mindst dem, der føler sig overrumplet af en globalisering, som nok har været drevet af os selv, men som kan føles som en udefrakommende tsunami.
Fortjener dette ønske at blive besvaret med mure til Mexico og grænsekontrol til Tyskland? Eller fortjener det at kunne kvalificere sig til at kunne gøre sig gældende også under tidens vilkår?
Jeg tror på det sidste. På dobbelt vis. For det første, fordi det ligger dybt i os alle sammen, at vi gerne vil kunne mestre vores liv. Oplevelsen af mangel på livmestring er følelsen af ufrihed, og friheden har været (og bør fortsat være) den bærende kraft i et folkeoplyst Danmark.
Men det handler ikke blot om den enkeltes kvalificering og livsmestring. Det handler også og især om, at vi møder hinanden i uddannelserne og derigennem bliver til medborgere i et fælles Danmark.
Det elitære er at ignorere den trang til selvbestemmelse, udsigt og indsigt, som spirer i hvert enkelt menneske
Svend Thorhauge
Derfor skal vi investere i en styrket og rummelig folkeskole, der skaber rammer for børn, som modnes med selvværd, får indsigt i verden og har tillid til egne muligheder.
Ligeledes skal vi investere i gode ungdomsuddannelser, der sætter retning i livet og åbner nye horisonter fjernt fra den velkendte kontekst. Samt i videregående uddannelser, der ruster mennesker til at kunne tage del i både samfundsliv og arbejdsliv.
Har vi det, har vi skole- og uddannelsesfællesskaber, som giver alle muligheder, som derfor skaber en ny rangordning i folket, som Politikens grundlægger, Viggo Hørup, kaldte det. Og når han kaldte det en ny rangordning, var det netop, fordi der skulle være lige muligheder for alle. Ikke i liberalistisk forstand, men i socialliberal forstand.
Der skulle være muligheder for alle, samtidig med at den enkelte skulle sættes i stand til at gribe dem. Det sidste er pointen.
Det er ikke elitært. Det er folkeligt.
Det elitære er tværtimod at ignorere den trang til selvbestemmelse, udsigt og indsigt, som spirer i hvert enkelt menneske, og i stedet blot tage hinanden, som vi er, og ikke som vi har ambitioner om at blive – som vi gerne ville være – med tillid til egne muligheder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar