Da Jens Christian Grøndahl for nylig i Debatten på DR 2 efterspurgte en politisk samtale på højere niveau, tabte Pernille Vermund både øjne og ører og spurgte med forargelse i stemmen, om det så var Grøndahl, der skulle stå og sortere ved indgangen til studiet. Og mens Grøndahl måske blot mente, at alle burde gøre sig umage og ikke mindst dem, der fik taletid på vegne af andre, forfægtede Vermund det uoplyste som en folkeret.
Det sidste står i strid modsætning til den folkeoplysningstradition, som har formet det Danmark, vi kan være bekendt, og som så mange ser på med beundring. Ambitioner om en oplyst debat bliver nedgjort som elitisme, samtidig med at både det yderste højre og yderste venstre flokkes om at være et udefineret folks førere.
Det tænder et konfliktskabende bål, som der bæres ved til af de politikere, der taler om politikerlede, på trods af at sociologien med Jørgen Goul Andersen i spidsen kan fortælle, at der ikke er noget, der tyder på mere politikerlede nu end for to årtier siden. Politikere, der taler om politikerlede, men ikke selv mærker sig ramt af kritikken.
Konsekvenserne ser vi i USA. En elite og en del af middelklassen har slået sig sammen og skabt et flertal, som ikke kommer til at gøre noget godt for de mest udsatte.
Alligevel bruges Trump også i den hjemlige debat som eksempel på, at folket gør oprør mod eliten. Selv om han i langt højere grad er eksponent for en elite, der stikker af fra sit ansvar.
Ambitioner om en oplyst debat bliver nedgjort som elitisme
Svend Thorhauge
Der ligger to misforståelser til grund for denne bevægelse.
For det første, at der skulle findes ét og kun ét folk med identiske holdninger, som samtidig adskiller sig markant fra holdningerne hos dem, der lovgiver i landet, eller fra den elite, som ingen rigtig vil vedkende sig at tilhøre.
Den figur er demagogisk og taler direkte imod en befolkning, som næsten hvert eneste år går til stemmeurnerne og deler sig efter anskuelse, og som dagligt deltager i den politiske samtale på arbejdet, over hækken, i opgangen eller i en eller anden af de mange foreninger.
Folket er mangfoldigt og har valgt sig mangfoldige repræsentanter. Der er nok systemlede, og der kan være alle mulige gode grunde til at skabe et forhold mellem stat og borger, som i langt højere grad baserer sig på tillid og gensidighed. Men vi bør holde op med at tale om folket i ental; påstå, at det er umælende, og derefter slås om, hvem der bedst har indsigt i folkedybet. Det har aldrig bragt noget godt med sig.