Ferie. Endelig. Frihed. Pause. Så er det med at få det bedste ud af den. Men vi må passe på, vi ikke gør ferien til endnu en stressfaktor. Ferien skal netop være en pause. Den skal være vores tid. Vores kæres tid. En tid, hvor der ikke rigtig er andet, der betyder noget, end at have det godt. Vi ved det godt i bund og grund, men vi får så mange andre inputs, der trækker i en helt anden retning.
Med ferie ønsker vi at opleve ikke at skulle noget. Man skal kunne strømme væk i al den tid, der pludselig er ens egen. Man skal kunne stå alene i haven under solen og ikke bekymre sig om noget andet end det. Regningerne er betalt.
Men så tager man telefonen med. Uden overhovedet at lægge mærke til det, tager man den op af lommen og tjekker, om den vil én noget. Men lad os være ærlige, endskønt det kan være ubehageligt: Det er sgu ikke særlig tit, at det, telefonen hidkalder os til, er noget i bare den ringeste grad uopsætteligt.
Teenagere synes selv, de bruger mobilen for meget: »Jeg vil gerne lære mig selv at bare sidde og læse«En håndfuld ganske svagt bekendte har fødselsdag, én i udlandet bosat slægtning har skrevet en forklaring for sit afslag på en invitation til en kollegas venindes bryllup og så videre.
Det er, undskyld jeg siger det, overmåde sjældent, at de informationer, som de sociale medier beriger os med, har nogen nævneværdig relevans.
Man er den gamle karikatur på en udbrændt kontormedarbejder ved sit skrivebord med bimlende telefoner omkring sig.
Der er en evig alarm, hele tiden en fugleunge, der pipper på mad. Man er afskåret fra freden og tilfredsheden. Der er ingen plads til blide toner, ingen sunday morning med Lou Reed og Nico, ingen mulighed for bare at være og ikke mere.
Mobiltelefonen er en maskine, og du skal i dit samliv med maskinen også fungere som maskine. Skulle du ikke være her og der klokken det og det?
Alting har sin tid, og latter og al anden velvære er ikke længere det vigtigste for dig eller nogen. Det vigtigste er pligten, den møjsommelige fejen-gården-ren-for-at-have–råd-til-huslejen–i-al-evighed og derigennem få en form for tryghed. Hvis du skal være noget som helst værd i nogen som helsts øjne, fortsætter du med pligten, fordi du ved, at din frihed, som du skrålende besynger i kor med os andre, afhænger af, at du lever og ånder for pligtens udførelse.
Hvad er det, vi alle sammen drømmer om? Hvad er det, alle reklamerne vil have os til at tænke på? Velvære.
Vi forestiller os paradis som en palmestrand. Uden civilisation. Ingen pligter. Intet ur. Ingen telefon. Alligevel er det første, vi husker, når vi pakker tasken til rejsen, vores telefon. Vi sikrer os, der vil være datadækning – også i udlandet.
Nok er det uskyldigt at ville dele et billede af en sjov tjener på en restaurant eller en video af en imponerende gademusikant, der spiller Genesis på en æggeskal, men med delingen følger også afhængigheden af at overvåge, hvordan ens oplevelse bliver taget imod derude. Er folk tilstrækkeligt imponerede eller misundelige? Er der andre, der kan se genialiteten i det, man har lagt op? Eller er man blot en tosse, der har ladet sig rive med af noget, der egentlig ingenting var?
I dag er det 10 år siden, iPhone forandrede verdenEns vurdering af én selv som væsen baseres på andres afgiven af synes godt om-tilkendegivelser. Hvad er man uden sine likes?
Man beder om vurderinger af sin madlavning, sine aktiviteter i det hele taget, og man beder sågar om vurderinger af sine børn. Er den lille ikke sød, når den sover, når den gratter ansigtet til i kyllingefedt? Det billede har bare at få likes!
Det eneste, et menneske i bund og grund har brug for, er fred. Det har fred, når det er mæt, når det er trygt, når der ikke er noget, der trækker i det. Når noget trækker i det, føler det ubehag. Det føler, der er et problem, der skal løses, før det kan sænke sine skuldre.
Når alle ens behov er opfyldt, kan man bare være, og der er ikke noget, der generer en længere. Men telefonen er en forpligtelse, man er nødt til at forholde sig til. Med telefonen har man aldrig fri, og man kan aldrig tillade sig at sige: Nu har jeg gjort det, jeg skulle. For med telefonen vil der altid være mere.
fortsæt med at læse
