Jeg er speciallæge i psykiatri, overlæge og vred. Meget vred. Jeg er faktisk rasende på Sundhedsplatformen! Og efter at have brugt tre måneders gratis overarbejde, weekender og aftener i et forgæves forsøg på at mestre og forstå Sundhedsplatformen, er jeg nået frem til en endelig dom, som jeg hermed signer (sundhedsplatformsprog for underskriver).
Her er præmisserne for min dom: Sundhedsplatformen er et ufattelig tidrøvende og gammeldags brugeruvenligt it-system. Den koster patienterne liv på grund af lange ventelister og ringere behandling.
Sundhedsplatformen er ødelæggende for både arbejdsglæde og faglighed for sygehusansatte på Sjælland og gør sundhedspersonale fysisk og psykisk syge i et stort omfang.
Med en udgift på ca. 4 milliarder indtil nu er Sundhedsplatformen danmarkshistoriens største it-skandale; udgiften stiger, jo længere fejlkøbet forsøges repareret! Den kan ikke reddes, ej heller i 2020 eller 2030. Glem det!
Besparelser i sundhedssektoren kostede min søn livet. Han blev 26 år. Hvad er det for et land, vi har skabt?Sundhedsplatformen er bygget på gammel teknologi og med en grundlæggende ubrugelig brugergrænseflade. Det er ’Titanic’, en dødssejler – lad os komme fra borde nu!
Signeret som i Sundhedsplatformen: Sten Oyre, Sten Oyre, Sten Oyre & Sten Oyre (ja, så mange gange skal man signere en simpel indtastning på Sundhedsplatformen!).
Enkelte kunne her tænke: Åh nej, endnu en klynkende læge og it-ignorant, som ikke er omstillingsparat og i øvrigt ikke ved, hvad han snakker om. Til det må jeg sige nej! Jeg mener faktisk at have ret gode forudsætninger for at analysere, vurdere og endelig kassere Sundhedsplatformen.
Jeg har i en forskerkarriere lært fem computersprog, og da jeg læste lidt datalogi og matematik på universitetet, lavede jeg mit eget programmeringssprog, Tine.
Sundhedsplatformen bliver ikke meget bedre, om så der bliver brugt yderligere adskillige 100 millioner på udbedring af fejl og mangler i årevis. ’Titanic’ kan ikke reddes
Jeg havde syv pc’er, fordi jeg blev nødt til at arbejde på tre pc-platforme (Linux, Windows og Mac) både hjemme og på arbejde. Det har faktisk været en spøjs hobby for mig at sætte mig ind i nye it-systemer.
Jeg har i 15 år glædet mig til, at vi fik Sundhedsplatformen. Glædet mig som et lille barn til juleaften. At åbne gaven gav i rækkefølge følgende reaktioner hos mig: lammende chok, skuffelse, rædsel, resignation, vrede, væmmelse, apatisk resignation, mere vrede – for så at ende i nu rødglødende raseri. Her er nogle få af mine observationer efter tre måneders triste studier:
Manualerne er som Sundhedsplatformen selv, monstrøse, uoverskuelige og ubehjælpelige. Man lærer bedst gennem leg, men den er komplet umulig at lege med, dens brugerinterface fremstår tudsegammelt og er det mest håbløst uintuitive, jeg nogensinde har set.
En million unødvendige klik og spørgsmål. Når man f.eks. skal ordinere vanlig medicin, koster det cirka 20 klik. Afslutningen er surrealistisk tåbelig:
1) Send recept, 2) Accepter, 3) Signer, 4) Skift faneblad, 5) Find signer, 6) Signer!
Det bekymrer mig alvorligt, at sundhedsplatformens tidsrøveri vil begrænse min mulighed for at betjene så mange patienter som muligt bedst muligtDa Sundhedsplatformens e-mailsystem er besværligt, kører vi dobbelt kalender og e-mail-system og bruger Outlook ved siden af. Dybt godnat og besværligt og datasikkerhedsmæssigt problematisk.
Samarbejdet imellem det gamle system og moderne databaser uden for Sundhedsplatformen er svært dysfunktionelt, idet de ikke taler samme sprog. Derfor er samarbejdet med Fælles Medicinkort (FMK) besværligt og potentielt livsfarligt. Der er sket og vil ske tusindvis af fejl. Patienter bliver tabt i overgange imellem afdelinger, fordi det er så komplekst og besværligt.
Jeg vil skåne læseren for flere hovedrystende fejl, men tro mig, jeg kunne blive ved og ved. Jeg mærker en tiltagende irritation og vrede, når jeg ser de store plakater på ambulatoriet med teksten: ’Sundhedsplatformen – en stor forandring, en stor forbedring!’. Den sidste sætning er i den grad fake news.
Så ja, Sundhedsplatformen gør mig nu rødglødende rasende. På egne vegne. På mit fags vegne. På vegne af Danmark med en stor milliardregning, på Region Sjællands kriseramte sundhedsvæsens vegne (de stakler ved ikke, hvad der venter dem). Og sidst, men ikke mindst, på patienternes vegne.
Hvor mange lig, fejlmedicineringer og længere ventelister skal der til? Og nej, Sundhedsplatformen bliver ikke meget bedre, om så der bliver brugt yderligere adskillige 100 millioner på udbedring af fejl og mangler i årevis. ’Titanic’ kan ikke reddes.
fortsæt med at læse
I fremtiden vil du nok ikke høre din læge stille dig det spørgsmål, for lægen har ikke tid, og Sundhedsplatformen kan ikke registrere svaret
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


