Inden jeg går på arbejde, skal jeg huske at forvisse mine kæreste om, at det ikke er farligt at være på min arbejdsplads. At jeg nok skal komme hjem igen som dagen før og dagen før denne.
De sidste snart 20 år har mine løbesko sat deres skridt på trapperne, der fører op til anden sal til et bosted på Nørrebro.
På den anden side af døren lever en stor håndfuld mennesker med et utal af forskellige diagnoser.
Livet på kanten leves her af mange, med dagligt indtag af euforiserende stoffer og alkohol til at mindske stemmerne, der fylder i hovedet eller for at glemme smertens mange ansigter.
Psykosen råder hos nogle og skaber et indre univers, der ikke er genkendeligt af omgivelserne og samtidig medvirker til, at det vi andre oplever som virkeligt forvrænges og ændres.
Paranoia og angst er dårlige venner at følges med. De er et forvrænget perspektiv på verden skabt af vrangforestillingerne, der bevirker, at det er svært at færdes i livet med os andre.
Det sker, at angsten og paranoiaen tager overhånd og skaber frygt og panik hos omgivelserne, når den kanaliseres ud gennem larm, vold og trusler.
Jeg hilser pænt på de borgere, der støder ind i mine travle løbesko på vej op eller ned af trapperne fra 2. sal.
Dørene er forsvarligt låst, så kun de med en dertilhørende chip kan komme ind på deres respektive etager.
Mine sko er snøret, og jeg er klar til at løbe stærkt og ikke mindst at løbe mine kollegaer i møde, hvis alarmen lyder.
Det er et job, hvor jeg som ansat aldrig ved, hvad dagen bringer. Hvor situationen kan ændre sig på et splitsekund, og hvor jeg er nødt til at bære en alarm hele tiden for at beskytte mig imod de mennesker, jeg skal yde omsorg for. Jeg skal altså frygte og beskytte de samme.
Mit job går mig aldrig under huden i et større omfang, end at jeg stadig formår at afklæde mig oplevelserne, inden jeg igen bliver civil.
Jeg er hærdet og garvet, men ikke i et større omfang, end at virkeligheden stadig smerter og gør ondt i perioder.
Jeg er vild med mit job, og de mennesker jeg møder hver dag. Men forholdene har ændret sig løbende, og da vi ingen indflydelse har på, hvilke borgere der visiteres til bostedet, oplever jeg, at der flytter flere komplekse og udfordrede borgere ind end før i tiden.
Misbrug og kriminalitet fylder mere end før, og vi tager flere forholdsregler end tidligere. Relationsarbejdet er stadig i fokus, men det er hele tiden med en stemme i baghovedet, der minder mig om at være ekstra opmærksom.
Der dokumenteres som aldrig før. Handlingsplanerne, der førhen fyldte et par håndskrevne sider, er i dag alenlange og fyldt med spørgsmål med det formål at favne hele borgeren.
Hænderne er ikke blevet flere, og arbejdsdagen har stadig samme antal timer. Men borgergruppen er blevet mere kompleks. Det, at få en borger indlagt i psykiatrisk regi, kræver nu i langt større omfang, at borgeren har det meget svært psykisk, og allerhelst skal vedkommende være suicidal. Det er ofte korte indlæggelser, hvor borgeren kommer retur tilsvarende dårlig, uden ændringer i medicin eller psykisk tilstand.
Vi sender signaler til de mennesker, som vi skal skabe relationer til, om at vi gerne vil støtte dem til at få en hverdag, der er til at holde ud. Men på den anden side kan de også være potentielt farlige for os at være i nærheden af.
Jeg sikrer mig ved at tage alarm på, og alle kontordøre er låste, så vi kan dokumentere og reflektere i sikkerhed.
Der er daglige risikovurderinger af alle borgere, og er der en, der scorer højt, skal det vurderes, hvorvidt vi må være alene med denne.
Når jeg er på job, føles det, som om jeg bevæger mig rundt i et minefelt, hvor borgerne kan være udløserne. Det kræver mit fulde fokus og en skærpet opmærksomhed på den vej, jeg skal gå.
Hvert øjeblik kan der forekomme en eksplosion, og så skal jeg kunne komme i sikkerhed eller tilkalde hjælp i en fart.
I vores køkken er alle skarpe genstande låst inde, og de kan kun hentes ud af personalet, hvis det vurderes forsvarligt, og ellers må borgeren hente egen kniv fra egen bolig.
Til frokost sidder vi i den fælles opholdsstue sammen med borgerne og spiser. Her er der flugtmulighed, hvilket er et krav for at opholde os sammen med borgerne.
Jeg placerer mig helst, så jeg har overblik over rummet og aldrig med ryggen til nogen. De mange år i jobbet har skadet mig, og selv uden for bostedet er jeg opmærksom på dette.
Her under frokosten nyder jeg min hjemmesmurte madpakke med kun min alarm til at afbryde måltidet. Det er min mand, der har lavet min madpakke, og jeg er godt klar over, at han helst så, at jeg var tilmeldt en kantineordning et hvilket som helst andet sted i verden end her.
Mine børn tør ikke komme op på mit arbejde, så det er mig, der løber ned til hovedindgangen for at hilse, hvis de lægger vejen forbi.
Det er hårdt at have valgt verdens bedste arbejdsplads velvidende, at ens allerkæreste hver dag skal være bekymret for ens sikkerhed og ønsker, at jeg finder et andet job.
Hvordan forsvarer jeg overfor mine elskede, at mit job er så vigtigt, at jeg skal derhen, hver dag, selv om det kunne være mig, der blev det sjette mord i psykiatrien?
Jeg føler mig selvisk og overmodig. Hvordan kan jeg love, at der ikke sker mig noget, når fem kollegaer har sagt det selvsamme til deres kære og ikke kom hjem igen?
Hvordan kan jeg se de mennesker i øjnene, som jeg skal værne om og støtte hver dag, samtidig med at alle antenner er ude, og løbeskoene er på spring.
Det er som at bevæge sig ud i trafikken i bil: For jeg kører efter reglerne med sikkerhedsselen spændt. Jeg forsøger at holde fast i troen på, at mine medtrafikanter tager hensyn og passer på ikke at skade mig. Lader jeg først angsten råde bag rattet, bliver jeg en usikker og farlig bilist for både jeg selv og andre.
Derfor tager jeg på job igen i morgen, og forinden husker jeg at forvisse mine allerkæreste om, at det ikke er farligt at passe mit arbejde, og at jeg nok skal komme hjem igen som dagen før og dagen før denne.
fortsæt med at læse
