»Vil du flytte alle statskundskabere til Langeland eller hvad?«.
Det spørgsmål fik jeg, da jeg for nogle uger siden besøgte de nye statskundskabsstuderende, der var på introtur i en spejderhytte på en nordfynsk mark langt fra Københavns Universitet og de studerendes våde drømme om en plads i centraladministrationen.
Jeg havde fortalt om, hvorfor jeg som 25-årig stiller op til Folketinget, kæmper for arbejdspladser i provinsen og har bosat mig på Langeland.
Spørgsmålet kom fra en knægt med en dialekt, der afslørede, at han var vokset op inden for de københavnske volde, langt fra Crazy Daisy-diskoteker og oplandsgymnasier. Forinden havde jeg fortalt om nogle af de udfordringer, Udkantsdanmark oplever. Hvordan afstanden mellem land og by bliver større: unge, der må flytte til de store byer for at uddanne sig, arbejdspladser forsvinder, læger gider ikke arbejde der, og sygehuse lukker.
Folketingskandidat: Problemet med udflytningen af arbejdspladser er, at der ingen gode argumenter findes for detSpørgsmålet fra den studerende er ikke nyt. Som ung akademiker, der frivilligt har valgt at bo på Langeland for at repræsentere mit lokalområde, har jeg hørt det mange gange.
Mange steder møder jeg måben, når jeg siger, at jeg har det godt på Langeland. Andre steder er måben erstattet af københavnernes tendens til at tro og mene, at alt, der foregår i Danmark, sker med afsæt i hovedstaden – så følger resten af Danmark trop. De fleste københavnere har en holdning til udkanten.
Man kan kun gisne om, hvor den holdning kommer fra. Måske programmer som ’På røven i Nakskov’? Eller en bondegårdsudflugt, hvor de på passende afstand har set, hvordan køerne er kommet på græs?
Jeg er sikker på, at vi kan blive enige om, at vores samfund skal være et, hvor alle har mulighed for at bo, arbejde og leve præcist der, hvor de vil. Derfor må vi acceptere, at mennesker er forskellige. Og lige så forskellige vi som mennesker er, lige så forskellige er vores hverdage og verdenssyn. Derfor nytter det ikke noget, at vores fælles samfund udelukkende er lig det, der sker i København.
Udkantspopulisme er det nye sort i dansk politikDerfor: Tving alle københavnere på forlænget weekend i provinsen! Så kan de møde den virkelighed, som resten af danskerne lever i. Lad dem se de fantastiske lokalsamfund, hvor sammenholdet er stærkt som stål, hvor der skabes tusindvis af arbejdspladser, og hvor folk lever et trygt og godt liv.
Så mit svar til de unge studerende er derfor: Nej, jeg vil ikke flytte alle til Langeland, men jeg kunne godt tænke mig at tvinge jer alle sammen ud af København for en stund. Det er nødvendigt, hvis vi ønsker et Danmark, der hænger sammen – også vest for Valby Bakke.
fortsæt med at læse
