I dag er FN’s verdensdag for flygtninge. I den anledning vil jeg gerne præsentere Politikens læsere for en 13-årig dreng ved navn Nelson Mandela – ja, det hedder han faktisk. Han var i skole den dag, soldaterne omringede hans landsby i Sydsudan. De gik målrettet efter at dræbe børnene i hans klasse. Rædselsslagen flygtede Nelson ud i bushen, hvor han løb af sted med en gruppe børn. Først da han tre dage senere nåede grænsen til Uganda, blev han genforenet med sin familie. Nu bor han i en flygtningelejr i Uganda. Han slap væk fra krigen med livet i behold. Men er det nok for et barn? Eller har vi som verdenssamfund pligt til at sikre, at han kan fortsætte et nogenlunde normalt liv, mens de voksne mennesker slås i hans hjemland?

Vi ved fra forskningen, at der i gennemsnit går mere end 20 år, fra et menneske tvinges på flugt, til han eller hun kan vende hjem igen. Det er en hel barndom, der langsomt forsvinder et sted i støvet mellem flygtningelejrens lerhytter. Hvis ikke børn som Nelson Mandela kommer i skole i flygtningelejren, kommer de det sandsynligvis aldrig. Men desværre er det virkeligheden for alt for mange børn lige nu. Verden står midt i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Mere end 68 millioner mennesker er tvunget væk fra deres hjem på grund af krige og katastrofer. Over halvdelen af dem er børn, og alt for mange af dem går ikke i skole.