0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I har sjusket, DR: I et samfund, hvor succes kan måles i klik og kommentarspor, må den sande historie lade livet for den spændende historie

Jeg er forarget over, at DR bruger dyrebar sendetid på at belyse et symptom frem for roden til selve problemet, sådan som det er sket med dokumentaren ’Døde pigers dagbog’.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Vi er sensationsliderlige som bare pokker – og det ved mediebranchen udmærket godt. Det er præcis derfor, at dokumentaren ’Døde pigers dagbog’ har vakt stort postyr i den danske befolkning. Dokumentaren, der blev vist på DR 17. februar og er tilgængelig på dr.dk, handler om Instagram-fællesskabet Priv, hvor tusinde unge piger, der er selvskadende og selvmordstruede, mødes og bl.a. deler tanker, oplevelser og selvskadebilleder med hinanden. ​​​​​

Der er i dokumentaren fokus på historien om Priv-medlem Maja Luna, der begik selvmord i 2019, og vinklingen i dokumentaren er, at Priv skulle have fungeret som inspirationskilde til selvmordet og som et fællesskab, der på sektagtig vis forherliger og igangsætter tanker og handlinger om dette blandt psykisk sårbare piger. Ansvaret for Privs aktiviteter og påståede effekt på pigerne placeres hos Instagram, der holdes til ansvar for manglende indgriben over for pigernes indlæg og billeder.

I et samfund, hvor succes kan måles i klik og kommentarspor, må den sande historie lade livet for den spændende historie, og det er præcis, hvad der er sket, når dokumentaren beretter om det digitale parallelsamfund. Det skildres som en hemmelig selvmordskult, der hylder den, der tager sit eget liv. Denne fremstilling er efter min mening totalt karikeret og decideret forkert. Fokus i dokumentaren burde have været et andet, nemlig at fællesskabet er opstået i desperation over manglen på en velfungerende psykiatri i Danmark.

Jeg hørte om dokumentaren, længe før den blev vist. Den blev omtalt på Priv, som jeg har været medlem af i et lille årti. Indtil netop nu har jeg været det, man kan kalde skabspsykisk syg, idet jeg har levet et dobbeltliv, et ’raskt’ liv, og så det farlige, forbudte syge liv. Siden 2012 har jeg været i behandling for bipolar lidelse og borderline personlighedsforstyrrelse. Det er rimeligt at sige, at jeg har stor erfaring med det psykiatriske sundhedsvæsen. På Priv har jeg mødt piger, der ligeledes har mistet deres ungdom til psykisk sygdom, deriblandt Maja Luna, som jeg selv har skrevet med.​​​​​

Jeg vil straks fastslå, at jeg på ingen måde forsvarer de voldsomme opslag, der vises i dokumentaren. Men jeg mener ikke, at DR har præsenteret en rimelig udlægning af Priv-fællesskabet.

At stigmatisere et helt fællesskab ud fra en håndfuld individers uhensigtsmæssige handlinger er unuanceret og simplificeret, og slet ikke noget, jeg havde troet, jeg skulle se fra DR. Jeg vil ligefrem postulere, at der er gjort et sjusket stykke arbejde med dækningen af netværket. Jeg genkender det, der vises på tv, men det er blot et lille hjørne af et stort billede af et netværk, hvor syge mennesker har mulighed for at diskutere emner, der er tabubelagt i en normfikseret hverdag, og blive mødt med forståelse og omsorg. ​​​​​

Priv har været et forum, hvor jeg kunne droppe dobbeltlivet og være hele mig uden skyld og skam. Jeg har fået fantastiske venskaber gennem Priv, hvor vi har gjort vores alleryderste for at støtte hinandens bedringsproces. Og vi har i særdeleshed taget hånd om de problematiske opslag.

At påstå, at ingen tager ansvar for hinanden, er en lodret løgn, hvad end denne er intentionel eller ej. Talrige gange har vi brudt den indbyrdes