I disse tider skal vi stå sammen som nation, lader det sig høre fra både dronning og statsminister, vore fælles mater familias. Vi skal smøge ærmerne op, vise solidaritet og passe på hinanden. Det er krisetider, forstås, og derfor er det nu, vi bør træde i karakter.
Men som sædvanlig vil den unge generation ikke lytte. Megen skældud og forargelse skal man høre fra de gamle på Facebook og i debatspalter. De er simpelthen forfærdede og rystede over den manglende ansvarsfølelse hos de unge mennesker, der ufortrødent fester, drikker og forsamles i flokke på mere end de statsligt anbefalede ti.
Men kan det virkelig passe, at den unge generation ikke kan finde ud af at tage ansvar og løfte sin del af samfundsbyrden? Lad os forsøge, i et øjeblik, at se det fra ungdommens perspektiv.
I en situation som denne, en pandemi, som vi ikke har set mage til siden den spanske syge, en pandemi, der risikerer at vælte hele samfundsordenen, går vi traditionelt ud fra, at der er en knap i os alle, der kan drejes: en fællesskabsfølelsesknap, som vi kender den fra besættelsen. En knap, der simpelthen aktiverer vores samfundspligtkirtel og gør os i stand til at opgive vores hverdag og komfort for det fælles bedste. Derfor kan det jo komme som lidt af et chok, når en hel generation pludselig lader til at mangle denne knap. Og hvordan kan det dog gå til?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar