Jeg blev et øjeblik fortrøstningsfuld, da Joe Biden 18. marts med bedemandsmine og patos gik på talerstolen og udtalte sig om coronaens blindhed over for etnicitet, køn, seksualitet, religion, fattig og rig. Dette universelle ’vi’, aldrig set magen til i verdenshistorien, flød ud fra talerstolen fra verdens mest magtfulde land.
Vi’et var godt nok opstået ud af frygt for en virus, bl.a. spredt af middelklassens luksuriøse rejsevaner. Men pyt med det. Vi’et var også bygget på næstekærlighed i coronaens tid. Politikere på tværs af partier og lande stod pludselig skulder ved skulder og talte med fælles tunge. Nu skulle vi passe på vores svage medborgere og holde hånden under økonomien. Vi var alle lige i modgang. For da den vestlige verden blev epicenteret for en smittende virus, blev verden sat i stå. Vi vågnede.
Siden har epicenteret flyttet sig fra Europa til USA, hvor en dystopisk film udspiller sig i New York i skrivende stund. Et mareridt forbudt for børn, hvor selv ’The Lost Case’ præsident Trump udviser empati med de mange ligposer, han ser med det blotte øje ligge på de overfyldte hospitalsgange. Som han udtalte forleden:
»Det gjorde indtryk på mig at se det i virkeligheden. Normalt har jeg kun set det på billeder og film fra andre lande«.
I forlængelse af den udtalelse er det nærliggende at tænke, at virussen er den vestlige verdens nemesis. En lærestreg for vores overforbrug og deltagelse i krige, der endelig vækker empatien for pludselig død og flugt, fordi vi mærker det på egen krop.
Hvis jeg skal kigge på min egen andedam, hvor smitten stadig er under kontrol, er næstekærligheden noget af det smukkeste ved hele dette scenarie, der udspiller sig lige nu. Den er overalt. Frivillige, der melder sig til at hjælpe dem, der ikke kan gå ud. Sang fra altaner, der samler i stedet for at sprede frygt. Samtaler på en bænk i foråret med en fremmed. Københavns tomme gader uden masseturisme og trafik.
Den vidunderlige stilhed, når forbrugersamfundets ligegyldige indkøbsture er erstattet af fuglesang. Digital vækkelse og kulturpersonligheder, der gavmildt deler ud af deres kunst gennem de sociale platforme, mens de venter på at blive reddet af en fraværende kulturminister. Kollektiv skraldeopsamling i naturen. For ikke at tale om de tusinder af sygeplejersker, der for en alt for ussel løn sætter deres eget og deres families helbred på spil for at redde andre. Servicemedarbejdere i supermarkederne, der sørger for, at vi kan få mad hver dag. Pædagogerne, plejepersonalet.
Oliver Kløvedal Reich: Coronakrisen kan blive vores bedste ven i kampen mod klimaforandringerneAlt det, der viser, at når vi er pressede nok, kan vi godt. Kontroltabet bliver afløst af en sjælden kollektiv bevidsthed, der handler om at passe på hinanden. Men jeg bliver urolig for, om vi kan vi holde fast i den bevidsthed, når virussen langsomt forsvinder igen. Denne fremmede fjende, der kommer udefra og ligner et rumvæsen med antenner, som vi kan være fælles om at bekæmpe. Det er et stærkt og sjældent fælles fokus, som vi kan samles om.
Men udfordringen begynder først for alvor, når verden igen sætter i gang. Når grådigheden og konkurrencen vågner på ny og erstatter den kollektive bekæmpelse af dette uvisse, dette store fremmede monster, der invaderer vores hverdag. Og der, lige i det øjeblik, når dette fremmede fader ud og mister sin kraft, skal vi holde vejret og stå fast på det stærke ’vi’.
Vi skal bevare næstekærligheden, ikke bare til vores syge nabo, men også til de mennesker, der ikke er så privilegerede at kunne tage i sommerhus med børnene, lukke sig inde i lækre lejligheder, lytte til musik, læse bøger og spise god mad, mens vi passer på hinanden og spadserer med tre meters afstand i foråret.
Det store spørgsmål bliver, om vi på den anden side af corona har været pacificeret længe nok i denne globaliserede verden til at forstå, hvad det vil sige at være en opgiven arbejdsløs, en flygtning fanget i sin flugt, en sulten på jagt efter mad i en skraldespand, en forfulgt minoritet eller en syg sat ud af spillet. Om virussens ofre og strandede danskere i udlandet adskilt fra deres familier, der minder om den situation, millioner af flygtninge oplever, har lært os vedvarende empati, ikke bare over for de syge, svage og gamle i vores egne samfund, men for alle i fare for at dø af sult, sygdom, fattigdom og krige, vi ikke selv er herre over. For klimaet?
Følger den pludseligt opståede næstekærlighed med, når vi har fået bugt med virussen og igen sætter verdensøkonomien i gang fra 0-100 for at indhente det forsømte? Kan vi forblive det empatiske vi, når vi igen slipper egoerne løs? På et tidspunkt vågner vi op til et nyt i morgen, til flygtningekrise, politiske stridigheder, arbejdsstress, arbejdsløshed, ulige lønninger, en kollapset verdensøkonomi, og måske den største af alle udfordringer – klimakrisen, grundlaget for vores eksistens. Lige nu er det svært ikke at få den tanke, at naturen har taget magten tilbage for at få en pause fra os mennesker. Noget større, der er uden for vores rationelt tænkende verdensorden.
Den prøvede med naturkatastrofer, uden at vi lyttede. Nu viser den os her i den vestlige verden, hvordan det er ikke at kunne trække vejret. Vi er mange, der ikke kan lade være med at tænke sådan, mens det rationelle menneske ryster på hovedet. Den slags tanker er alt for ukonkrete i en verdensorden, der bygger på evidens. Jeg ved ikke længere, hvad der er rationelt.
Men jeg ved, at der også i denne verdenskrise, denne død, viser sig en uendelig skønhed, som jeg har savnet. Vi’et, og følelsen af at stå sammen, og de fællesskaber, der vokser sig større dag for dag. En chance for at starte om ikke forfra, så fra et mere tankefuldt sted. I et vi uden corona. Vi, der har overskuddet har hver især et ansvar for at tænke på, hvordan vi kan sætte hjulene i gang igen på en solidarisk måde, når vi igen kan trække vejret frit.
fortsæt med at læse
