Det gik ellers så godt med at være skrækslagne. Vi var som nation faldet ned i en diffus døs af panisk passivitet og tillid til, at netop vores regering passede på os. Vi accepterede det hele. Den hårde magt, de aflyste rettigheder, de lukkede grænser, den økonomiske ruin, der bølgede ind over en stor del af os, og de titusinder, der tikkede ind i arbejdsløshedskøen.
Vi lod os besnakke og befamle af vi-ord og velfærdsfundamentalisme. Vi alene havde fundet den rette balance, den danske løsning, som var så meget bedre end de andre løsninger. Det kunne vi jo selv se i tv. Takket være den danske regering og deres rettidige indgriben var vi var ikke blevet som alle de unævnelige steder, hvor militæret transporterede de døde, og skøjtehaller blev til lighuse.
