Et år skulle der gå, før vi fik serveret den ventede skuffelse i form af første del af klimahandlingsplanen. En sløj aftale om på energiområdet. Alt er ved det gamle. Den siddende klimaminister skuffer først med uambitiøs handlingsplan, så uklarhed om nordsøolien og CO2-skat og siden med et forsøg på at privatisere affaldsforbrændingen. Alt, hvad der kommer fra regeringen, er en lang serie af elendighed. Fra klimabevægelsen til regeringens eget Klimaråd hyler alle op om manglende ambitioner. Men lad os nu være ærlige over for os selv. Hvad havde vi i grunden forventet?
Socialdemokratiets strategi er åbenlyst at forhale processerne og tvinge støttepartierne til at bruge al deres politiske kapital på at tilkæmpe sig mindre forbedringer eller at forhindre en katastrofe. Dette skuespil vil fortsætte hele valgperioden ud. Hvorfor bliver vi ved med at håbe på forandring, når vi ved, den ikke kommer fra den kant?
