Det er helt forståeligt, at den verdensomspændende coronapandemi har førsteprioritet hos verdens politikere, for der er behov for handling her og nu. Men det ændrer ikke på behovet for en forstærket indsats over for de klimatiske forandringer. Vi ser fortsat usædvanlige vejrforhold rundtomkring på kloden, og man kunne fristes til blot at trække på skuldrene i en tro på, at sådan har det jo altid været. Rekorder bliver slået både i vejret og på atletikbanen.
Men det ville være en meget overfladisk betragtning. Vi er nødt til at gå dybere ned i substansen. De seneste måneder har Sibirien været usædvanlig varm, og forleden kom så temperaturrekorden i Verkhojansk på 38 grader – så høj en temperatur er der ikke tidligere målt nord for polarcirklen. Havde det nu kun været en enkelt dag, var problemet ikke så stort, men varmen har floreret i området siden december, hvilket betyder, at mængden af havis nord for Sibirien er rekordlav, ligesom permafrosten tør, og der er udbredte skovbrande. Netop disse forhold er en direkte konsekvens af de høje temperaturer og det tørre vejr – og de bidrager hver for sig til en selvforstærkende opvarmning af området.
