Vi er blevet kaldt fronten i kampen mod pandemien. Det er ikke første gang, jeg befinder mig i en frontlinje og skriver dagbog som læge, og derfor ved jeg også, hvor let det er at glemme alle de små begivenheder blandt de store, det enkelte menneskeliv i statistikken og alle de varme hænder, der er brug for, når man bare læser avisernes overskrifter. For seks år siden skrev jeg dagbog fra fronten i Syrien, nu skriver jeg fra en intensivafdeling i Skåne.
På vej til en aftenvagt her i januar læser jeg i toget på vej over Øresundsbroen, at Sverige nu har registreret 10.000 dødsfald som følge af corona. Da jeg træder ind i omklædningsrummet, er der lagt mundbind frem, for der kan være trængsel, når vi klæder om.
Jeg går igennem den automatiske dør ind på coronaintensivafdelingen og mærker hurtigt skiftet i tempoet. Fra en rolig korridor til en hektisk myretue, hvor maskiner summer, og alarmer bipper.
Ved en computer orienterer jeg mig om patienterne, inden jeg skal afløse min kollega. Jeg kan ikke lade være med at kigge rundt på den særlige isolationsafdeling, som vi har oprettet, og på patienterne, som ligger strandet i deres senge i dyb koma og kæmper for livet.
Vi har fordoblet vores intensivkapacitet på nogle få uger ved at åbne denne nye coronaintensivafdeling med plads til yderligere 12 patienter. Lige nu fylder coronapatienterne 17 af 22 senge. Så egentlig har vi kun plads til 5 ’almindelige’ intensivpatienter; det kan være folk med blodforgiftning eller blødende mavesår, komplicerede kirurgiske patienter og svært tilskadekomne ofre fra trafikulykker.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar