Man føler sig jo som idiot, når man med galoperende køresyge, hold i nakken og 3.000 kroner fattigere sidder i toget på 8. time i et forsøg på at rejse klimavenligt vel vidende, at den samme flyvetur med Ryanair ville tage halvanden time og koste 500 kroner tur-retur.
Som så mange andre rejsehungrende danskere var jeg et smut udenlands i min efterårsferie. Coronasituationen taget i betragtning var det lang tid siden, jeg sidst havde været uden for landets grænser. Paris blev destinationen, og den skulle ikke have for lidt: god mad, en masse vin og et lækkert sted at bo. Jeg fik i god tid fundet et dejligt hotel, og nu havde jeg blot et mindre hængeparti tilbage, nemlig at finde transporten dertil. Her legede jeg med tanken om at tage toget, for selv om det unægtelig forlængede rejsetiden, havde jeg ikke travlt og nyder ofte togture; den langsommere rejse, hvor man har tid til at læse en bog, nyde det forbigående landskab og rent faktisk være i stand til at strække og bevæge sine ben en smule. Hvad jeg til gengæld på ingen måde nyder, er at føle mig latterliggjort på det groveste. Og det gør man, når man forsøger at rejse klimavenligt. Det giver simpelthen ikke mening at betale en seks gange så dyr pris for en rejse, der er fem gange længere end flyveturen.
