Debatindlæg afLizette Harritsø

sognepræst, Hornbæk Kirke

Når man ikke er nogens førsteprioritet, kan man blive meget alene i december måneds påståede fællesskab. Vi har brug for en mere nuanceret julefortælling, skriver præst Lizette Harritsø Lauritzen, der som helt ung mistede begge sine forældre.

Det er til at kløjes i! Der skal gøres op med idealet om den lykkelige families julefællesskab

Lyt til artiklen

Julelys, julehygge, samvær og samhørighed. Så utrolig dejligt at være en del af, så uudholdelig smertefuldt at stå udenfor. Julen er måske nok hjerternes fest, men ikke de knuste hjerters. Julens påståede fællesskab er af den mest ekskluderende slags, når man som den lille pige med svovlstikkerne kun ser det hele udefra. En lykkelig drøm, som man ikke kan nå hen til.

Som barn var jeg ellers julebegejstret! Der var en forventning, en glæde, en stille fryd ved højtiden, der var indbegrebet af sædvane og tradition. Alt var, som det plejede at være, når der blev pyntet op til jul. Og jeg vogtede ’plejer’ nidkært.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her