Uvirkelighedsfølelse. Det er bare en af de mekanismer, der rammer så mange så ondt, når de lider af panikangst. Uvirkelighedsfølelse dukkede også op hos mig for nylig. Ikke i forlængelse af en diagnose, men fordi jeg lyttede til statsministeren i en spørgetime. Her efterlyste SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, handling på aftalen om en psykiatriplan. Jo, jo, den skulle nok blive til noget. Det var jo en aftale. Havde det været det eneste, og havde det været tydeligt, kunne man måske have lænet sig tilbage i god ro og orden med tålmodighed som det eneste at slås med.

Desværre forklarede Mette Frederiksen også, at hun ønskede at ’tage et spadestik dybere’. Sådan gravede hun et hul til sig selv, som jeg ikke kan se, hun nogensinde kan kravle op af. Tænk engang. Med en uvidenhed, der grænser til hån over for syge mennesker, nævnte hun civilsamfundets fællesskaber som håndbold, fodbold og spejderbevægelse som velegnede til at forebygge psykisk sygdom. Fordi? Fordi det er nemmere at have det godt, hvis man går til håndbold og har venner og et fritidsjob, end hvis man ligger derhjemme og glor på sociale medier, som flertallet af teenagepiger gør. Gør de det? Og hvorfor mon så?