Lyt til artiklen
I slutningen af maj blev jeg far for første gang. Efter en 23 timers fødsel, alle de store følelser og min hustrus herkulesarbejde kunne jeg sidde med min lille nye søn i armene og et øjeblik bare prøve at rumme min nye virkelighed. At se sit lille barn i øjnene første gang er at erkende, at nu er der for altid et individ i mit liv, der er vigtigere end mig selv. Et individ, som jeg har et ultimativt ansvar for.
Min søn har ikke valgt at blive født. Han har ikke valgt mig som sin far. Han er bare blevet kastet ud i verden uden evnen til at holde sig selv i live, og han kan ikke gøre andet end at håbe, at jeg er mig mit ansvar bevist.
