Det morderiske angreb på Salman Rushdie fredag må berøre enhver, der værdsætter friheden i det liberale demokrati, og chokket er endnu større for os, der har gjort det til vores levevej at skrive fiktion.
Sympatien med en voldsramt kollega behøver ingen forklaring, men viljen til at udtrykke vores solidaritet ledsages af følelser, der ikke så let lader sig mobilisere i det indlysende forsvar for ånds- og trykkefriheden. Forsvaret er i bund og grund politisk. Det er litteraturen i sit udspring ikke.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
