På landets medicinske afdelinger holder vi velvilligt 90-årige demente mennesker med lungebetændelse i live med antibiotika, væskedrop og 5 dages indlæggelse, mens vi på de psykiatriske akutmodtagelser sender 20-årige selvmordstruede ud i kulden med gode råd om at gå til egen læge og benytte mestringsstrategier. Det er blevet naturligt, at vi hverken stiller spørgsmålstegn ved at holde meget syge gamle mennesker kunstigt i live eller ved potentielt at sende nyudklækkede voksne direkte i døden.
Et fåtal af de mennesker, der henvender sig på landets psykiatriske akutmodtagelser med selvmordstanker, bliver indlagt. Vi vurderer, om der er tale om en reel risiko for selvmord, eller om det bunder i en afmagt, som kan håndteres med andre ting end indlæggelse. Hvis truslen er reel, er spørgsmålet altid: Er der en sengeplads? Oftest vil svaret være nej. Så må man gå andre veje og forsøge at pakke det nødlidende menneske ind i antiafmagt og skabe et usynligt sikkerhedsnet af ord, aftaler og håb for fremtiden. Så går de hjem, og vi kan kun krydse fingre for, at det var nok. At de ikke tager livet af sig selv i aften eller i morgen. Jeg har ofte følt, at deres liv kom til at afhænge af mit og andres vekslende held med at indgyde håb og lukke huller, når jeg har sendt dem ud i en jungle af lappeløsninger med frivillige telefonrådgivninger og en vekslende opfølgende indsats.
