For nogle år siden havde jeg en redaktionschef, der hver dag stormede frem og tilbage på tv-gangene med sin mobiltelefon i hånden. Han lignede én, der var i evig kontakt med nerven til selve livet, og han så fantastisk betydningsfuld ud. En mand på en endeløs travl mission. Siden er mobiltelefonen mildt sagt blevet hver mands eje, og alle kan nu blive del af den store mission.
Efter adskillige års modstand har jeg også selv anskaffet mig en mobiltelefon, og nu mærker jeg, hvilken enorm opgave man påtager sig, når man skal lære at have en hel verden med sig, overalt hvor man går. Det personlige rum, hvor man før var sikker på kun at være sammen med sig selv, er blevet til en sårbar base, hvor man konstant ved, at man måske kun er adskilt fra andre i ganske få sekunder endnu.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
