Jeg hedder Laura, jeg går i 8. klasse og har nogle ord, jeg gerne vil dele med dig, for de kan fylde i min hverdag.
Når jeg sidder og dagdrømmer, kan der ret tit dukke en tanke op i hovedet, der får mig til at spekulere og bringe nogle følelser frem. Det er tanker om, hvorfor der ikke bliver gjort noget mere og hurtigere ved klimakrisen. Jeg kan godt føle, det kun er mig, der tænker på det, selv om en så ung som jeg ikke har den store indflydelse. Det gør mig vred, min amygdala råber inde i mig. Jeg går i alarm over, at det simpelthen ikke kan være rigtigt, at folk ikke ser, hvor tæt på det er. Det er så egoistisk, at jeg også kan blive helt ked af det og tænke på, om der overhovedet kommer til at være en fremtid, hvis vi ikke tager os sammen nu? Jeg tænker på det hver dag. Det kan gøre det svært at holde håbet og modet oppe. Især hvis jeg har en dårlig dag i forvejen. I værste tilfælde er det de tanker, der gør, at det kan blive en dårlig dag.
