En eller anden gang, måske for 25 år siden, stod jeg i et supermarked med min far. Vi købte ikke frugt fra Israel. Det vidste jeg ikke, at vi ikke gjorde, men jeg lærte det der. En ret lille boykot, men hvor havde den frugt groet? Var den høstet af besat jord?
Da jeg efter gymnasiet luftede ideen om at tage til Palæstina og hjælpe palæstinensiske bønder med at høste druer, sagde min far, at det syntes han alligevel var en rigtig dårlig idé. Det var også i de år, jeg lærte navnet Rachel Corrie at kende; at der var et skib med det navn, og så selvfølgelig at der havde været en ung kvinde, men at hun var blevet knust af en israelsk bulldozer. Hun var altså ikke mere. Jeg kendte ikke navnene på nogen døde palæstinensere, men jeg kendte navnet på en ung amerikaner, der gerne ville hjælpe dem. Jeg forstod frygten bag min fars atypiske forbud.
