»Heldigvis består debatten af andet og mere end forskere og analytikere og alle deres holdninger og vurderinger«. Sådan skriver Marcus Rubin 2. december. Det, der er brug for, er »flere personlige refleksioner og skæbnefortællinger, [som] er noget af det fineste i debatten. Jo mere af det, desto bedre«.
Den debat, Rubin ønsker at gøre bedre, er debatten om Israel-Palæstina-konflikten. Han konkluderer: »Et af de største problemer i Israel-Palæstina-konflikten er manglen på empati med den anden sides lidelser og traumer«. Ikke overraskende er mere empati og mindre polarisering hans løsning. Men selv om Rubin ikke netop inviterer mig ind i debatten, kan jeg som gammel forsker ikke nære mig for at mene, at redaktøren gennemgående sammenblander debattens form og indhold.
