I dag taler vi med fortvivlelse om sager om grænseoverskridende adfærd i landets klasseværelser. Men vi havde faktisk i min tid et bestemt og udmærket værktøj til opretholdelse af god ro og orden i folkeskolen. Et værktøj, som vi brugte på mange større skoler, før inklusionsdagsordenen greb om sig, og det gik fra at være selvfølgeligt til at være politisk ukorrekt, hvorefter det blev lagt i mølposen.
Jeg taler om det, der dengang hed observationsklassen. Obs’en, i daglig tale. Mange steder havde den mere farverige navne såsom ’Pusterummet’, Oasen’, ’Perronen’ og deslignende. Det var et akutberedskab, som lærerne kunne trække på i det daglige, når de oplevede, at en elev var ved at splitte klassen ad, og de ikke magtede at tage konflikten op. De kunne tage vægtelefonen til skolens kontor og tilkalde assistance med øjeblikkelig virkning.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

