Forleden læste jeg her i avisen et portræt af B&O-chefen Tue Mantoni i forbindelse med, at han gik af efter fem år som øverste leder af den kriseramte jyske elektronikvirksomhed.

Og som så ofte, når jeg læser om den slags mennesker, der udgør toppen af samfundet, undrede jeg mig over deres personlige livsvalg – og hvad det siger om nutidens værdisæt. Allerede i den første sætning af portrættet – det var glimrende, det er slet ikke det – går det løs.

»Han er vant til kun at sove omkring 6 timer i døgnet«, lyder åbningssalutten.

Så er tonen ligesom sat, og vi andre sløve bananer, der regelmæssigt ligger og snuer helt op mod 8 timer under dynen, kan filosofere lidt over, om vi ikke også burde gasse lidt op og få mere fra hånden. Og derfra kører det derudad med beskrivelser af Mantonis liv i overhalingsbanen. Tiden bliver delt mellem hjemmet i Nordsjælland og kontoret i Struer »krydret med hyppige rejser til blandt andet Kina og USA«.

Og ikke nok med det. I fritiden får den også fuld gas: »Han nøjes ikke, som mange andre topchefer, med at løbe maraton – han dyrker i stedet ekstremløb, lange distancer i bl.a. bjerge. For eksempel gennemførte han i 2011 det 120 kilometer lange Ultra-trail du Mont Blanc«, lyder det anerkendende.

Work hard, play hard, og sove kan man jo, som Ulla Terkelsen udtrykker det, altid gøre i flyvemaskinen. Eller når man er død, som mundheldet lidt mere dystert har det. Og Mantoni er langtfra alene. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var berømt – og berygtet – for sin gode løbeform og pralede på Facebook løbende med sine motionsløb rundt i verden, da han var Nato’s generalsekretær.

Selv den mindre fitte nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen har gjort årlige cykelløb til Paris og ugentlige løbeture med særligt inviterede på Marienborg til en vigtig del af sit personlige brand. Men hvorfor skal det egentligt være så sindssygt hektisk det hele? Kunne Tue Mantoni ikke med fordel have droslet lidt ned for ekstremløbene på Mont Blanc og set mere til sine tre små børn – som det ud fra beskrivelsen er svært at se, der bliver afsat meget tid til.

Igen: Dette er ikke for at kritisere hverken Mantoni, som jeg aldrig har mødt, eller portrættet af ham her i avisen. Men mere hvorfor idealet i dagens Danmark er at pukle som et bæst og spæne rundt som en sindssyg i den sparsomme fritid.

Triatlon er blevet så populært, at Danmark har intet mindre end verdensrekord i andelen af befolkningen, der dyrker den ekstremt krævende sportsgren. Og når man ikke arbejder eller løber – eller dyrker anden sport – skal man helst stå ved hæve-sænke-bordet og gumle på en stenhård palæobolle, mens man nyder en forfriskende rødbede-tomat-ingefærjuice eller noget lignede.

Det er puritanismen taget til ekstremer, og det er en fattig måde at leve på.

I påsken var jeg på ferie i Norditalien og blev igen mindet om, hvor anderledes livet kan være. Dernede sidder folk glade og tilfredse og spiser pasta med masser af ost og fløde – og selv til frokost gerne skyllet ned med et glas rødvin. Brødet er kridhvidt, alt hvad der kunne minde om en sund kerne er fjernet, og rundt om i parkerne slentrer folk på samme afslappede måde, som de tidligere gjorde om søerne i København.

Og det mærkelige er, at folk hverken er tykke – eller området ludfattigt.

Tværtimod, jeg var tæt ved Milano, et af de rigeste områder i Europa, og også her lukkede cafeernes køkkener helt fast midt på dagen, og skodderne for butikkerne rullede ned. Først virker den slags gammeldags og forældet – men så er det, man som besøgende fra det hæsblæsende danske konkurrencesamfund tænker, hvem det egentlig er, der har fat i den lange ende. Er det virkelig så vigtigt at holde sig ekstremt slank, omstillingsparat og i fysisk topform – eller burde man ikke hellere forsøge at nyde livet lidt undervejs?

For det er vel det, som er pointen? For ja, naturligvis skal man tænke på helbredet og kosten og forsøge at røre sig lidt. Men mindre end maraton og triatlon kan altså sagtens gøre det.

Ifølge en forbløffende artikel i New York Times for nogle dage siden kan bare et minuts intensiv træning faktisk give lige så stor sundhedseffekt som en almindelig workout på 45 minutter. Et minut. Lige noget for mig – og måske noget, som kunne hjælpe flere til at få et lidt mere afslappet og nydelsesfuldt liv.

fortsæt med at læse

Ekstremsport skaber bedre ledere