For nogle år siden fik vi nogle nye venner på en rejse til Belgien. Det passede med børnenes alder, og der var med det samme kemi mellem vores familier. En aften, vi sad og talte sammen, forklarede faren, at han havde forbudt sine to teenagedrenge at gå til de klimamarcher, der var så populære blandt unge på det tidspunkt. Ja, det lød måske radikalt, sagde han, men han mente, at hvis tvillingerne ville vise deres nyfundne opbakning til at løse klimaproblemet, måtte de først stoppe okkupationen af familiens badeværelse til timelange bade i eftermiddagsspa-seancer flere gange om ugen. Det grinede vi lidt af. Men det var jo også alvor. Og man kunne med lige så stor ret stille spørgsmålstegn ved den adfærd, vi voksne udviser, f.eks. at tage på bilferie igennem Europa, selv om vi endnu ikke havde fået en elbil.
Vi kender efterhånden de ømme punkter i klimadebatten, og et af dem er vores personlige aftryk og ansvar. Vi har diskuteret det meget – hvem kan ikke huske, hvordan en leder i Politiken vakte debat ved at udskamme en politiker for at tage flyet?
