Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

En god dag for pølsemanden - og en dårlig dag for pizzamanden

Lyt til artiklen

En god dag for...

Pølsemanden. Nogle vil mene, at det dufter af valgflæsk. Men op til kommunalvalget slår socialdemokraten Niels E. Bjerrum et slag for de trængte københavnske pølsevogne, som der i 1950’erne var omkring 400 af mod blot 60 i 2010. Ifølge politikeren skyldes tilbagegangen, at kommunen ved tildeling af stadepladser lægger vægt på sundhed, bæredygtighed og mangfoldighed i sortimentet.

»Tildelingskriterierne fremelsker en anden slags streetfood«, siger Niels E. Bjerrum til Berlingske og kalder sit forslag om at reservere pladser andet og mere end pølsesnak: »Jeg har ikke noget imod wok, kebab og eller noget andet. Men det er ærgerligt, hvis det er på bekostning af pølsevognen, så man ikke længere kan få sig en hotdog«.

En dårlig dag for...

Pizzamanden. Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) var muligvis blød over for fiskeriets kvotekonger. Til gengæld lægger han op til en kontant linje over for »fødevarebranchens vaneforbrydere«, der ser stort på rottelort i vindueskarmen. Ministeren vil give fødevarekontrollen øgede beføjelser i kampen mod pizzeriaer, grønthandlere og restauranter, der gang på gang modtager sure smileyer ligesom rekordindehaveren, Istanbul Bazar i Københavns nordvestkvarter. Et lovforslag skal gøre det muligt at give daglige tvangsbøder og lukke virksomheder, indtil forholdene er bragt i orden: »Det har gjort et stort indtryk på mig, at der er en gruppe af virksomheder, der er helt ligeglade med reglerne. Det vil jeg ikke finde mig i«, siger han til Jyllands-Posten.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her