Klumme afHans Davidsen-Nielsen

Journalist

En god dag for konspirationsteoretikere - og en dårlig dag for Morten Østergaard

Lyt til artiklen

En god dag for...

Konspirationsteoretikere. Rundt om i verden går fritidsdetektiver stadig rundt med en nagende tvivl om, hvorvidt mordet på præsident John F. Kennedy 22. november 1963 nu også blev opklaret. Mange kan ikke frigøre sig fra mistanken, at der var andre attentatmænd end Lee Harvey Oswald. Men måske bliver vi lidt klogere, når deadline i dag udløber for hemmeligholdelsen af sagens sidste fortrolige papirer fra FBI og CIA. Præsident Trump meddelte forleden, at han vil tillade offentliggørelsen, og sidste år bidrog han selv til konspirationsteorierne ved at kaste mistanke over en republikansk rivals far. Rivalen, Ted Cruz, aflagde i øvrigt fuld tilståelse: »Ja, min far myrdede JFK, han er i al hemmelighed Elvis, og Jimmy Hoffa er begravet i hans baghave«.

En dårlig dag for...

Morten Østergaard. Radikale Venstre kunne have ønsket sig en anden optakt til kommunalvalget end daglige afsløringer af borgmester Anna Mee Allerslevs vennetjenester og omstridte brug af Københavns Rådhus til sin bryllupsfest. Efter mange ugers pres har partiets spidskandidat nu valgt at trække sig og vinke farvel til lokalpolitik. Så langt, så skidt. Men tilbage står spørgsmålet, hvordan partileder Morten Østergaard til at begynde med kunne affeje sagen med følgende sympatitilkendegivelse på Facebook: »Som altid har du styr på det hele, Anna. BT kan rende og hoppe, kan de«. En lovlig »kæk bemærkning«, indrømmer partilederen, der får kritik for at mangle politisk boldøje. Måske Morten Østergaard skulle investere i krisestyringens grønspættebog.

Hans Davidsen-Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her