Klumme afChristian Heide-Jørgensen

Sportsredaktør

En god dag for liberalt byrådsmedlem og en dårlig dag for ulovligt hundepar

Lyt til artiklen

En god dag for...

Vælgerne i Mariagerfjord kommune kan godt lide at se på Bo Ritterbusch. Byrådsmedlemmet fra Liberal Alliance vil ellers gerne se sig selv mindre i bybilledet under kommunalvalget. Derfor har han tilbudt kommunens borgere, at de kunne betale sig fra at se ham posere med en lille gris på byens lygtepæle under valgkampen. For hver 50’er, Bo Ritterbusch modtager, vil han tage en valgplakat ned og sende pengene til julehjælp i Hobro. Foreløbig er det blot blevet til 500 kroner, hvoraf de 100 er indbetalt af politikerens egen søster i København, siger han til Nordjyske.dk. Mens det sidste måske er en eftertanke værd, ser svineavleren fra Veddum positivt på sagen: »Jeg vælger at tro på, at folk gerne vil se mig og grisen hænge i bybilledet«.

En dårlig dag for...

Marley og Frigg. Det er ikke mange hunde, der ender i Højesteret. Og slet ikke to i samme sag. Men det er præcis, hvad der skete for de fynske gadekryds Marley og Frigg , der i går modtog deres dom for ved deres blotte eksistens at være i strid med loven. Det er nemlig ikke tilladt at være en krydsning , hvor racen amstaff indgår. Heller ikke, selv om man ikke selv kan gøre for det. Rigspolitiet har konkluderet – bedømt på hundenes udseende – at de er amstaff eller en krydsning heraf. Hundenes ejere derimod har gennem sagen, der begyndte i 2014, argumenteret for, at hundene er labradorblandinger. Men i hundeloven er det, mod sædvanen i danske retssale, den anklagede, der skal løfte bevisbyrden – og det kunne ejerne ikke. Derfor må Marley og Frigg nu lade livet.

Christian Heide-Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her