Klumme afChristian Heide-Jørgensen

Sportsredaktør

En god dag for Donald Trump og en dårlig dag for Kenneth Kristensen

Lyt til artiklen

En god dag for...

Donald Trump. »YES!«, »FINALLY«. »GREAT CONCEPT!«. Okay, det er lidt snyd, men det er formentlig nogenlunde sådan, den amerikanske præsident har modtaget Twitters nyeste tiltag, hvor brugerne af det sociale medie kan skrive 280 tegn i stedet for de 140 tegn, som hidtil har været den øvre grænse for et tweet.

Altså en fordobling af skrivelængden på præsidentens foretrukne kommunikationskanal. Opblødningen af formatet er nærmest skræddersyet til Trump, der siden han selv entrerede på mediet i 2009, har spyttet 36.000 mere eller mindre kulørte eller kontroversielle tweets ud.

Mange af hans tweets er nemlig af pladsmangel hakket over halvvejs for at blive ført videre i et nyt. Donald Trump har allerede lindret sin skrivekløe over 280 tegn flere gange.

En dårlig dag for...

Kenneth Kristensen Berth. Dansk Folkepartis EU-ordførers hjerte er i hæsblæsende og hidsig galop. Kristensen Berth har nemlig fundet ud af, at FC Københavns træner Ståle Solbakken har tænkt sig at donere sin del af overskuddet af den nye bog ’Løvehjerte’ til Fritidspuljen under Dansk Flygtningehjælp, som hjælper flygtningebørn med at dyrke idræt.

På sin facebookside anklager DF’eren Solbakken for at bidrage til »fædrelandets fordærv – nemlig at gøre livet mere lækkert for såkaldt uledsagede flygtningebørn« – og han mener i øvrigt, at Solbakken som nordmand skal »blande sig HELT uden om dansk udlændingepolitik«.

Desværre må hr. Kristensen Berth finde sig i at leve i et land med noget så stygt som ytringsfrihed og råderet over egen indkomst.

Christian Heide-Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her