En god uge for...
Ole Bornedal. »Hvis man arbejder med dramatik, bliver arbejdet dramatisk. På alle måder«. Sådan skriver filminstruktøren Ole Bornedal i en kronik i Weekendavisen om #MeToo-dækningen, der har fyldt i medierne med historier om overgreb og krænkelser.
Med først amerikanske Harvey Weinstein og siden danske Peter Aalbæk Jensen i hovedrollerne. Teksten er et langt skriv om en verden, kun få kender til. Bornedal skal have den ros, at han går over sporet, hvor der kommer tog. Han gør det blandt andet med pointen om »at sætte grænser er en disciplin, man kan bruge et helt liv på at lære. At konfrontere. At turde gå ind i konflikten. At sige til Svinet, når Svinet opfører sig som en tosse, og give ham et rap. Og gå«. Og han gør det med nuancerede input fra både helikopterperspektivet og de mere dramatiske historier fra gulvet. Så kan man være enig eller uenig.
En dårlig uge for...
Ole Bornedal. Denne skribent er uenig i en del af filminstruktørens skriblerier. Flere af postulaterne og formuleringerne er himmelråbende uintelligente. Tag blot den, der er bredt citeret: » ... det er svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter at de fik et klask i røven. Så må det godt nok være et helt særligt klask. Et helt specielt ur-klask ...«. Og når han så begynder på sin retoriske glidebane med, at debatten er ude af proportioner i en tid, hvor børn flygter fra katastrofeområder, og Antarktis smelter, ender han lige så afklædt som en berømt kejser. I stedet sidder man tilbage med følelsen af, at det er noget af det mest åndssvage, Bornedal har lavet, siden han stod bag søndagsserien ’1864’s. Det ender med at blive lige så sort som scenen, hvor Søren Mallings karakter trækker en form for isterning ud af brystet på Laust, hvorefter den ellers dødeligt syge karakter på magisk vis er helbredt.
fortsæt med at læse
