Jeg falder, meget uheldigt, og knuser min højre hofte.
Der gør ondt, vil jeg lige nævne, og så er det jo et held at have en søn, der ringer efter ambulancen og følger en på hospitalet, også selv om klokken er 2 om natten.
Ambulancen er bemandet af to erfarne, professionelle ambulancefolk. De sørger for en smerteramt kvinde, som har det meget dårligt.
Vi ankommer til hospitalet, og så er jeg ’en borger’. Mærkeligt udtryk, pludselig er jeg en del af den virkelighed, som er ’Sundhedsvæsnet’. Jeg går ind i ’Sundhedsportalen’ og står så på ’Sundhedsplatformen!’. Tak spids.
Jeg møder kun søde, deltagende og omsorgsfulde mennesker.
Jeg ligger en dags tid og venter på at blive opereret. Forståeligt, jeg kommer jo brasende. Den kirurgiske afdeling skal først registrere, at jeg er på hospitalet.
Jeg ligger på 19. etage og ser ud over København i lys og mørke, en gribende oplevelse.
Næste dag bliver jeg opereret. Nu går det løs.
To en halv til tre timer tager en hofteoperation. Jeg vågner og bliver kørt til mit rum.
Sundhedsanalyse: Mere pisk i sundhedsvæsnet, takLangsom tilbagevending til normaltilstanden. Kære venner kommer, hvad skulle man stille op med livet uden venner? Også her er jeg begunstiget – og taknemmelig. Jeg ligger og tænker, at jeg vil give mig selv en gave, noget udsøgt og vidunderligt.
Jeg tænker på min bank, gaven til mig selv er meget dyr, men alle råder mig: Den skal jeg da give mig. Skodsborg: berømt for sin skønhed og sin professionalisme i efterbehandling af uheldige mennesker som mig. Gode venner ringer og bestiller mit ophold, min søn kører mig fra hospitalet ud til min ’gave’.
Himlen er klar og blå, frosten står i luften, vejret er godt at trække. Min søn går ind og siger, at nu sidder hans mor ude i bilen, nyopereret, og har bestilt et ophold i det forjættede land.
112 medunderskrivere: Besparelserne i sundhedsvæsenet er gået for langt. Vi kan ikke længere tie»Nå«, siger damen.
»Ja!«, siger min søn.
Tavshed.
»Mor kan ikke klare at gå på sine krykker helt ind til elevatoren, er der ikke en kørestol?«.
»Jo«, siger damen.
Min søn finder kørestolen, og vi stabler mig ved fælles hjælp ud af bil og ned i kørestolen.
På første sal, på afdelingen ’Care’, står der en sygeplejerske, der siger noget til mig.
Jeg forstår ikke et ord.
Trods min alder er min hørelse faktisk ganske god, men ingen forstår et ord. Vi kører ind på mit værelse.
Studerende på barsel: »Tak til den sygeplejerske, som trøstede mig, selv om hun egentlig havde fri for ti minutter siden«Jeg kommer fra et hospital, det forstår man, hvad er, men her bliver jeg kørt ind på et værelse, som overgår alt, hvad jeg har oplevet. Det ligner den celle, hvor forbryderen tilbringer sin sidste stund. Et lys som fra en operationslampe stråler fra loftet, væggene er nøgne, sengen et lille forkrøblet hospitalsleje ved væggen, på et bord står to små skåle med nødder og en kæmpe azalea.
Badeværelset – nej, badenichen – er glohed som en sauna på fuld styrke uden stikkontakt, toilet uden forhøjer, en sæbebeholder skriger fra væggen. Sygeplejersken, med det mærkelige sprog, hænger mit nattøj op på en bøjle. Vi forstår mindre og mindre. Jeg er kommet for at blive genoptrænet, men fysioterapeuten er gået. Jeg ankom fem minutter efter, at hans vagt var slut.
4.800 kr. om dagen. Jeg undrer mig.
Når lægerne løber for stærkt, søger patienterne over på heste-nettet.dkMaden er tung og voldsom, jeg kan ikke spise den. En anden sygeplejerske tilbyder rødvin. Jeg spørger, om hun er blevet vanvittig, jeg er dybt medicineret og nyopereret, hun skænker rødvin.
Vennerne kommer for at se mig i de skønne omgivelser. De sidder stumme i stolene, vi fatter ikke en brik.
Alle går. Jeg sidder tilbage med et tv, der sidder skævt på væggen, og med mine krykker og medbragte piller fra hospitalet.
Jeg sover.
Min mor fik elektrochok mod sin vilje. Hun er aldrig blevet sig selv igenNæste dag er det bare med at komme ud. Ud fra Skodsborg og ’Care’ så hurtigt som muligt. Fysioterapeuten viser sig at være studerende på 4. år.
Jeg ser mig bekymret omkring på gangen. Gudskelov er jeg den eneste patient.
Hjem i mit gode hjem og ind i hjemmeplejen.
Et nyt kapitel i mit liv og igen søde mennesker, som jeg behandler med al den forståelse og omtanke, jeg evner.
Livet går for sig mangelunde. Det griber os om nakken og slynger os rundt. Sådan er det nu engang. Jeg ser på mig selv i spejlet og beder Vorherre om hjælp.
Men det var jo også weekend, det jeg da forstå.
fortsæt med at læse
Kunstnere skal ikke ytre sig, siger nogle. Men har den digitale verden virkelig opslugt alt, hvad der hedder menneskelighed og 'øjeblikket’?
-
Ida kørte galt i Cambodja: »De så mig som en pengemaskine, ikke som en patient«
-
Interview med klinikchef på Rigshospitalet: »Hvis det danske sundhedsvæsen var en patient, ville den blive kørt direkte på intensiv«
-
Sygeplejerske: Det strider imod alt i mig, at jeg ikke kan give den pleje, jeg ved virker
