En god dag for...
Pepsi Cola. »And this is the Pepsi that brings you the Pepsi ... Super Bowl Halftime Show!«. Det var ordene, da den amerikanske talkshowvært Jimmy Fallon introducerede superstjernen Justin Timberlakes noget hektiske optræden i pausen ved årets Super Bowl, der fandt sted natten til mandag. Alt imens den altid veldresserede Fallon – der til daglig er en granvoksen mand på 43 – sad som en nuttet lilleput i buen under s’et i et gigantisk Pepsi-neonskilt med benene dinglende ud over kanten. Selvfølgelig med en dåse Pepsi i hånden, som han lige tog en slurk af, inden kameraet gled videre ned på scenen til ... endnu TO Pepsi-skilte, hvorefter musikken endelig gik i gang. Pepsi har helt sikkert betalt gode penge for den eksponering. Men den fik knagme også hele armen. Bøvs.
En dårlig dag for...
Prince. I sidste uge rygtedes det, at Justin Timberlake ved Super Bowl i Minneapolis ville ære det afdøde bysbarn Prince ved at lade den lilla eminence genopstå som et hologram. Det viste sig imidlertid, at Prince i 1998 har kaldt virtual reality for »dæmonisk«, så det var ikke så godt. Men det var altså meget vigtigt for Justin Timberlake at hylde Prince, så undervejs i showet dukkede Prince op som en projektion på et kæmpemæssigt lagen, mens de to sang duet på Princes ’I Would Die 4 U’. »Justin besluttede, at den eneste person, der ville kunne yde Prince retfærdighed, var Prince«, lød det fra Timberlakes visuelle bagmand i et statement. Ja, og Justin Timberlake tydeligvis. Der er formentlig blevet smækket med dørene i Princes Paisley Park-formede urne søndag nat.
fortsæt med at læse
En god dag for røde pølser - og en dårlig dag for Anna Mee Allerslev
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























