Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for kvinder i Saudi-Arabien - og en dårlig dag for kvinder i Irland

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Kvinder i Saudi-Arabien. Mens politikerne herhjemme diskuterer, om det skal være forbudt at gå klædt i burka og niqab, er et andet land, som også vil bestemme, hvordan kvinder går klædt, så småt ved at give kvinder lidt mere frihed til selv at vælge.

Sidste år gav Saudi-Arabien kvinder lov at køre bil, og for nylig fik kvinder for første gang adgang til et stadion for at se en fodboldkamp.

Nu kan det være, at de saudiarabiske kvinder også kan få lov at klæde sig, som de selv vil. For første gang udtaler et medlem af landets øverste religiøse råd, at man ikke bør tvinge kvinderne til at gå klædt i den traditionelle klædedragt abaya. »Mere end 90 procent af fromme muslimer i den muslimske verden bærer ikke abaya», siger sheik Abdullah al-Mutla ifølge The Guardian.

En dårlig dag for ...

Kvinder i Irland. I Danmark diskuterer vi med jævne mellemrum, om det skal være lovligt at omskære drengebørn, fordi det står i religiøse skrifter. Men herhjemme er der trods alt ingen betydningsfulde meningsdannere, som advokerer for omskæring af piger.

Anderledes står det til i Irland, hvor Ali Selim har skabt debat ved på landsdækkende tv at argumentere for, at kvindelig omskæring bør gøres lovligt. Ali Selim er universitetsunderviser og medlem af Islamic Cultural Centre of Ireland, som bl.a. driver en af Europas største moskeer. Ali Selim møder dog kraftig modstand i Irland, hvor aktivister, heriblandt ofre for den barbariske tradition, har indledt en kampagne mod kønslemlæstelse. Ifølge Irish Independent er ca. 6.000 kvinder i Irland allerede omskåret.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her