En god dag for ...
En tigger i Uppsala. I sidste uge blev politiet i Sveriges fjerdestørste by kaldt ud til et busstoppested, hvor en ældre mand opførte sig aggressivt, mens han tiggede om penge til en busbillet. Da politifolkene visiterede den tiggende mand, viste det sig, at han strengt taget selv havde råd til at købe en busbillet – eller hele bussen, hvis det skulle være. Han havde bl.a. jakken spækket med fede bundter med pengesedler, og da politiet fik talt pengene op, viste det sig, at han bar rundt på rundt regnet seks millioner svenske kroner i kontanter. De færreste tiggere er i besiddelse af så store summer, og manden blev anholdt og sigtet for økonomisk kriminalitet. Men anklageren kan ikke bevise, at manden har foretaget sig noget ulovligt, og derfor har han nu fået sine penge tilbage.
En dårlig dag for ...
Børn i Malmø. I Danmark diskuterer vi, om der skal serveres frikadeller i daginstitutioner, hvor der er børn, som af religiøse årsager ikke spiser svinekød. På den anden side af Øresund er vores svenske naboer som altid endnu mere optaget af ligemageri og hensyntagen til diverse mindretal. Malmø kommune har således indført et forbud mod at servere pandekager på kommunens skoler. Årsagen er ifølge Sydsvenskan, at kommunen ikke kan finde en producent, som kan levere pandekager lavet uden æg og mælk. Af hensyn til de børn, som er allergiske over for æg og mælkeprodukter, har kommunen derfor helt taget pandekager af menuen. »Alle savner pandekager. Vi leder efter en løsning«, siger lederen for skolekantinerne i Malmø kommune til avisen.
fortsæt med at læse
En god dag for direktionen i Banedanmark - og en dårlig dag for danske svineavlere
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























