Klumme afPernille Jensen

En god dag for stenbiderrognsspisere - og en dårlig dag for Søren Kierkegaard

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Stenbiderrognsspisere. Med sin oppustede krop, noprede sortgrå skind og svagt rødlige bug ligner kvabsoen mest af alt noget, man får lyst til at sende videre til en hudlæge. Men hunstenbideren, som vi landkrabber nok bedst kender som kvabsoen, er alligevel en populær dame.

Hun er nemlig propfuld af den lyserøde stenbiderrogn. Og i år er bestanden af stenbidere stukket helt af, fortæller TV 2 Nyhederne i et indslag, der formentlig vil forårsage voldsomme jubelscener i Torvehallerne henover weekenden. »Den vinder ingen skønhedsmedalje, det trur a æt«, siger auktionsmester hos Danske Fiskeauktioner Sten Rønn Steen fra Thyborøn til TV2, mens han står med en fugtig kvabso på størrelse med et fornuftigt formbrød i hænderne.

Ikke færre end 10.000 stenbidere har man fanget i Thyborøn i år mod kun i omegnen af tusind sidste år. »Der er helt exceptionelt mange i år«, siger Sten Rønn Steen, og hvis det er en jysk underdrivelse, må det nærmest betyde, at det kommer til at regne med pink fiskeæg henover påsken.

En dårlig dag for ...

Søren Kierkegaard. I hvert fald den gipsskulptur af den berømte filosof, der p.t. lever en tilværelse i et eksistentielt limbo, der er meget lidt kierkegaardsk, i en lagerhal i det nordlige Nyborg.

Ifølge Fyens Stiftstidende flyttede skulpturen, der er over to meter høj, hjemmefra i november, efter den havde tilbragt ikke færre end 100 år på det kulturhistoriske museum Borgmestergården i Nyborg.

Det forløb dog ikke helt gnidningsfrit, da det hurtigt viste sig, at skulpturen var for porøs til at blive bakset rundt med af en kran. Planen var ellers, at den skulle inspirere ungdommen på Nyborg Gymnasium, men den konstellation var gips-Kierkegaard simpelthen for skrøbelig til at eksistere i.

På gymnasiet var det nemlig meningen, at filosoffen skulle stå i en slags jernramme, så man kunne »trille rundt med skulpturen i gymnasiets festsal«, som Fyens Stiftstidende skriver. Så nu sidder Nyborgkunstneren Carl Aarsleffs Kierkegaard-skulptur så i en fynsk lagerhal og blomstrer mellem to destinationer på en meget lidt enten-eller-agtig måde.

Pernille Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her