En god dag for ...
Tor Mikkel Wara. Norges nye justitsminister har været ude af politik i 25 år, men onsdag kom Fremskrittspartiets wonderboy fra 1980’erne og 90’erne tilbage på den politiske scene – og øretævernes holdeplads.
Wara overtager posten fra Sylvi Listhaug, der efter få måneder som minister gik af på grund af et kontroversielt opslag på Facebook, hvor hun beskyldte Arbeiderpartiet for at gå mere op i terroristers rettigheder end i Norges sikkerhed. En sag, der var tæt på at vælte regeringen. 53-årige Wara var i sine unge dage formand for Fremskrittspartiets Ungdom, hvor han tilhørte den fløj i partiet, der gik ind for fri indvandring. Det er usikkert, hvor han står i dag, men tidligere partiformand Carl I. Hagen siger til Aftenposten, at han tror, at Wara »er blevet voksen«.
En dårlig dag for ...
Mark Zuckerberg. Det er slut med at skjule sig bag skærmen for Facebooks øverste chef. På onsdag skal han stå skoleret for et udvalg i Kongressen. På forhånd hober spørgsmålene sig op efter skandalen om misbrug af 50 millioner brugeres data, som det britiske selskab Cambridge Analytica fik adgang til og brugte i den amerikanske valgkamp i 2016, hvor de arbejdede for Donald Trump.
Zuckerberg har i avisannoncer erkendt, at der er begået et »tillidsbrud«, men takkede nej til en høring i det britiske parlament. Energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus ser frem til at »kaste lys over afgørende spørgsmål om forbrugernes databeskyttelse og hjælpe amerikanerne til bedre at forstå, hvad der sker med deres personlige oplysninger på nettet«.
fortsæt med at læse
En god dag for klimaet - og en dårlig dag for de ældre
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


























