Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
 Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.


Noa Redington: De blå partier har fat i den lange vælgerende, når de taler om at lempe arveafgiften

Med forslaget om at lette arveafgiften rammer de borgerlige tidsånden, mens venstrefløjen udstiller, at den er ved at tabe sutten i diskussionen om ulighed og omfordeling.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad det være sagt med det samme: Jeg er tilhænger af arveafgiften. Jeg opfatter den som principielt retfærdig, og det skader ikke, at John Stuart Mill så kraftfuldt har argumenteret for den.

Jeg har også noteret, at The Economist på lederplads har advaret mod at afskaffe den. Jeg har ligeledes læst Thomas Piketty og er helt med på, at kapital over tid giver et bedre afkast end arbejde.

Men, men.

Jeg tror, at de borgerlige partier har en vindersag, når de vil lette afgiften. Selvfølgelig kan det gå helt galt for Joachim B. Olsen. Det er set før. Og det er en smule barnligt, når de borgerlige forsøger at omdøbe arveafgiften til dødsskatten. Slap nu lige af! Men de rammer tidsånden, hvor venstrefløjen udstiller, at den er ved at tabe sutten i diskussionen om ulighed og omfordeling. Lad mig forklare hvorfor.

For 4 år siden døde min mor efter kort tids sygdom, som man siger, når det hele bare er forfærdeligt. Absolut for ung. Kun 66 år gammel.

Cementere ulighed? Forlomme? Ja, for en meget lille gruppe. Men for det store brede flertal, nej!

Som enlig mor til to drenge blev hun udlært grafiker, da hun var i slutningen af 20’erne. Hun havde ikke travlt med at tage sin plads på arbejdsmarkedet – der var så meget, hun skulle passe på. Og med 80’ernes massearbejdsløshed var det let at tage en ekstra tur i dagpengekarrusellen mellem forskellige opgaver.

Hun endte med at arbejde 10 år i Grønland og åndede lettet op, da hun kunne gå på efterløn. Der blev mildest talt ikke ruttet med pengene, hun syede ofte sit eget tøj, og møbler var noget, man selv kunne bygge og male.

Jeg tror aldrig, hun har brugt så mange penge på sig selv, som da hun blev bisat. Og hvis Konkurrencestyrelsen mangler en populær og oplagt sag, skal den kaste sig frådende over bedemandsbranchen. Her kan man virkelig tale om kartellignende forhold, hvor skrupelløsheden hersker.

»Skal din mor bisættes i den billige urne til 800 kroner eller i en til 1.100 kroner? Skal din mor i en kiste af polsk krydsfiner eller en fin hvid af skånsk bøgetræ?«.

Sjovt nok er priserne hos nabobedemanden identiske. Den enes død er vitterlig den andens wienerbrød. Men lad det nu ligge.

Pointen er, at min bror og jeg faktisk arvede nogle skejser. De penge, hun havde sparet sammen – og selv arvet fra sin mor. Hendes pension, som hun desværre aldrig fik glæde af. Det var ikke noget stort beløb. Men til min overraskelse nok til, at der skulle betales boafgift – som arveskatten rettelig hedder. Altså en afgift på 15 procent af arven, der anno 2018 overstiger 289.000 kroner. Det havde hverken min bror eller jeg noget imod. Vi savnede bare vores mor.

Når jeg alligevel starter med mig selv, er det, fordi der er meget langt fra min egen oplevelse og så til den ophidsede debat om ulighed i det danske samfund. Læs blot, hvad Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, skrev om de borgeliges ønske om at kigge på arveafgiften i forbindelse med finansloven for 2019: »At den knaldblå regering vil øge og cementere uligheden i Danmark, kan ikke overraske«.

Eller SF’s Lisbeth Bech Poulsen: »Hvis vi ønsker lige muligheder, så bør vi se på, at økonomisk velstand nedarves fra generation til generation og giver en økonomisk forlomme til dem, der tilfældigvis er født ind i en bestemt familie«. Cementere ulighed? Forlomme? Ikke i min butik, skulle jeg hilse at sige. Og næppe heller i særlig mange andres.

Annonce

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet en analyse af de dødes formuer. Første hug: 45 procent af alle dødsfald indeholder en arv, der ligger over afgiftsgrænsen. Andet hug: Den viser – ikke overraskende – at de rigeste arver mest. De 10 procent rigeste danskere efterlader i gennemsnit 5 millioner kroner i nettoformue.

»Money, money, money/ Always sunny/ In the rich man’s world«, som kapitallogikerne i Abba for mange år siden påviste. Vi lader de rige flambere i deres egen cognac foreløbig.

Tredje hug er det mest interessante: For analysen viser også, at langt de fleste af de bo, der betaler afgiften, arver et beløb, som er tættere på den fattige side af en million kroner end på de meget store beløb, man kaster om sig med i Pengedanmark. Cementere ulighed? Forlomme? Ja, for en meget lille gruppe. Men for det store brede flertal, nej!

Derfor tror jeg, at de blå partier har fat i den lange vælgerende, når de taler om at lempe arveafgiften.

Det er klart, at de største formuer vil få mest ud af at afskaffe den helt, som man har gjort i Sverige og Norge. Men er der folkelig opbakning til at hæve grænsen for, hvornår man betaler afgiften fra 289.000 til 400.000 eller 500.000? Jeg tror det. For hvad venstrefløjen ofte overser er, at mange lønmodtagere faktisk har formuer – som enten pensionsopsparing, friværdi eller ligefrem aktier. Der er ganske enkelt forskel på, hvad venstrefløjen og almindelige mennesker forstår som velhavende.

Tag eksempelvis Socialdemokratiets formand, der op til forhandlingerne om boligskatten fik sagt, at man skulle hæve skatteprocenten på fast ejendom, der var vurderet til mere end 3 millioner kroner. Men en familie kan altså dårligt købe fast ejendom i hovedstaden til den pris. Det betyder bare ikke, at den er rig, hvis den alligevel slår sig ned i området.

På samme vis med arveafgiften. Man er ikke rig og bidrager ikke til at øge uligheden, fordi man arver 665.432 kroner fra sin afdøde far eller mor.

Naturligvis er det indkomst og skal beskattes som al anden indkomst. Men hov. Det gør vi jo ikke i dag! Der er et bundfradrag – højt – og dermed også en anerkendelse af, at arv er en særlig form for indkomst, fordi den går fra led til led i familierne.

Men erder ikke en udfordring med ulighed? Jo da. AE-rådet er som alle andre økonomer gode til at pakke tallene på den optimale måde. ’De rigeste 10 procent’. Det lyder voldsomt. Uha!

Men sandheden er, at det reelt kun er 3 procent, som efterlader 5 millioner kroner eller mere. For den rigeste procent er beløbet på 16 millioner kroner. Så der er ulighed. Også i Danmark. Den er bare ikke så stor og involverer ikke så mange mennesker. Det er i virkeligheden meget konkret.

Alligevel fastholder venstrefløjen konsekvent, at almindelige lønmodtagere og pensionister med noget på kistebunden udgør et problem for ligheden i vores samfund. Og så længe man gør det i stedet for at sætte kroner og øre og procent på en moderne arveafgift, vinder de blå en omgang. For en gangs skyld.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden