Klumme afBo Søndergaard

En god dag for Harry og Meghan - og en dårlig dag for 'Show Dogs'

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Harry og Meghan. Det britisk-amerikanske par er det sødeste, amerikanerne har set, siden Harry mødte Sally for maaange år siden. De er vilde med det royale bryllup i USA, det viser seertallene fra weekendens gospelkor-møder-hattedame-event. 29,2 millioner amerikanere så med, det er godt 10 millioner mere, end da Harrys storebror, William, blev viet til Kate. Og næsten 13 millioner mere end sæsonafslutningen af ’Game of Thrones’, hvor man ellers også møder prinser, prinsesser, onde dronninger og andre skumle typer.

Men ak, nu er der mange år til næste kongebryllup, sukker de på Mashable. Måske kunne man interessere dem i en lettere brugt dækning af Royal Run. Hvem kan sige nej til 70.000 danskere i lidt for tæt løbetøj med navne som FlyKnit og Vapormax?

En dårlig dag for ...

’Show Dogs’. Den nye amerikanske film skulle egentlig have haft en helt nuttet og familievenlig tur gennem biograferne, men er løbet ind problemer. Den kan nemlig gøre børn til lette ofre for pædofile, skriver flere bloggere. For at forstå debatten skal man vide, at filmen handler om den talende politihund kaldet Max.

Han skal gå undercover og deltage i en hundeudstilling for at afsløre nogle fæle dyresmuglere. (’Agent Catwalk’ har ikke levet forgæves).

På udstillingen skal Max underkastes et eftersyn af sine kønsdele, og vovsen får det gode råd, at han ikke skal reagere, når dommerne rører ved ham, men bare skal »tænke på et lykkeligt sted«. Og er det ikke netop at lære børn, at de skal finde sig i at blive rørt ved, spørger kommentatorer og svarer selv: Jo, det er det.

Bo Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her