»Klamt«. Sådan kaldte Morten Østergaard (R) den netop indgåede ghettoaftale mellem regeringen, Socialdemokratiet og SF. Et centralt tiltag i planen er obligatorisk danskundervisning til 1-årige, hvis forældre ikke er på arbejdsmarkedet.
Et tiltag, der omtales som et svigt af Enhedslistens formand Pernille Skipper. Det skabte den kuriøse situation, at Folketingets afslutningsdebat kom til at handle mere om skænderier internt i oppositionen end om kritik af regeringen.
Det kom derfor heller ikke som nogen overraskelse, da Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i sidste uge meldte ud, at hun går efter at danne en ren socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr.
Det er først og fremmest udlændingepolitikken, der splitter. Her befinder Socialdemokratiet, og til dels også SF, sig lysår fra de radikale, Enhedslisten og Alternativet.
Kun ved at kappe båndet til de radikale slappere kan Mette Frederiksen overbevise vælgerne om oprigtigheden i hendes nye stramme linje. Men hvad der er vigtigere, så får hun også muligheden for endeligt at gøre noget ved de integrationsproblemer, som har skabt en muslimsk underklasse, der truer med at ødelægge velfærdsstatens sammenhængskraft.
Her har de radikale og venstrefløjen nemlig intet at byde på. Tværtimod kæmper de med næb og klør mod ethvert tiltag, der skal rette op på årtiers fejlslagen integration. Det sker ud fra misforstået solidaritet og naiv romantisering af livet i ghettoerne. Taberne er først og fremmest de unge drenge og piger med mellemøstlig baggrund, der aldrig får en chance på arbejdsmarkedet, for hvad er fremtiden for de unge, der starter i første klasse uden at kunne et ord dansk?
Noa Redington: Folketingsåret slutter med fundamentale forandringer i venteI København går næsten hver anden indvandrerdreng ud af folkeskolen som funktionel analfabet. I en større undersøgelse fra Trygfondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet har professor i børnesprog Dorthe Bleses været med til at kortlægge sproget hos knap 13.000 børn.
Hendes konklusion var, at der er markant forskel på sprogniveauet blandt to-sprogede børn og deres jævnaldrende. Ved skolestart klarede mere end halvdelen af de to-sprogede børn sig på niveau med de 5 procent svageste børn.
En gratis omgang
Venstrefløjen og de radikale opfatter desværre konsekvent integrationstiltag som overgreb, også selv om der afsættes massive ressourcer til sociale tiltag. Skipper og hendes radikale meningsfæller mener selv, at de kæmper indvandrerens sag, men det er en omsorg, som indvandrerne bør betakke sig for.
Det er ikke fedt at blive fastholdt på offentlig forsørgelse i en kriminalitetshærget ghetto. Ved at kæmpe imod danskundervisning, kriminalitetsbekæmpelse og en opblanding af beboersammensætningen, modarbejder venstrefløjspolitikerne et opgør med de parallelsamfund, som de aldrig selv kunne drømme om at lade deres børn vokse op i.
Kritikken fra typer som Pernille Skipper og Morten Østergaard er derfor en gratis omgang. De kan skrive forargede opdateringer på Twitter om, hvor umenneskeligt det er at tvinge indvandrerbørn til at lære dansk og høste massevis af stemmer og skulderklap fra ligesindede med deres på det tørre.
Det er ikke deres børn, der aldrig får en chance i livet, fordi de ikke lærer noget i skolen og derfor er værdiløse i arbejdsgivernes øjne. Taberne bliver de unge mænd og kvinder, der skal klare sig igennem livet på kontanthjælp og kebab-dansk, så venstrefløjen kan opretholde sit selvbillede som de svages forkæmpere.
Som den dansk-afghanske debattør og socialist Yasser Ghanbari sagde for nyligt i podcasten Udestuen, så står venstrefløjen for en integrationspolitik, som er velmenende, men som har haft den effekt at passivisere hundredtusindvis af indvandrere og efterkommere.
Alternativets politiske ordfører: Ghettopolitik stigmatiserer borgere i udsatte boligområderIkke overraskende har det socialdemokratiske soloridt udløst radikalt raseri. Morten Østergaard kalder et potentielt S-DF samarbejde for et »brunt kabinet« med slet skjult henvisning til 30’ernes nazistiske brunskjorter. Men det er åbenbart ikke noget problem, når det er de radikale, der ser mod højre.
I 2006 stillede R ultimative krav og pegede på Marianne Jelved som statsminister. I 2010 lavede de en aftale med regeringen og Dansk Folkeparti om at halvere dagpenge og forringe efterlønnen. Under valget i 2011 indgik Margrethe Vestager en formel alliance med de konservatives Lars Barfoed. Det er som om, de radikale gerne vil være i et åbent forhold, men bliver sure, når partneren går alene i byen.
I den kommende valgkamp vil Socialdemokratiet få masser af kritik fra egne rækker. Både Ø, Å og R har som vækststrategi at hapse utilfredse S-vælgere. Alligevel må Mette Frederiksen ikke lade sig rokke.
Socialdemokratiet kan ikke tåle endnu en løftebrudsdiskussion, og hvis velfærdsstaten skal nyde fortsat opbakning, må der handles resolut her og nu: Ghettoerne skal nedlægges, parallelsamfundene opløses, og indvandrerungerne skal have de samme muligheder i livet som alle andre.
fortsæt med at læse
