Klumme afAnne Mette Svane

Chefredaktør

En god dag for kærligheden - og en dårlig dag for Niko Grünfeld

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Kærligheden. Virkeligheden overgår altid romantiske film. Hør bare her: Pludselig i denne uge står der papskilte med kærlighedserklæringer til Helene i vejkanten på en strækning mellem Egens Havhuse og Kolind på det sydlige Djursland.

Mystikken om skiltene spreder sig, og lokalmedier går på jagt efter at finde den rette Helene og historien bag. Det lykkes til sidst for TV 2 Østjylland at finde Helene. Hun bor med sin mand, Mogens, i Kolind, de har været gift i 18 år, men har haft problemer med kærligheden.

Til sidst meddeler hun, at de ikke skal være sammen længere. Han vil ikke acceptere et brud og går i gang med at skrive sine kærlighedsskilte og placerer dem på Helenes køretur hjem fra arbejde. Som i alle eventyr skal kærligheden overvinde alle bump på vejen, og Helene kører selvfølgelig en anden vej hjem. Mogens overvinder dog skuffelsen og får Helene med ud på den planlagte rute: »Jeg blev helt paf. Jeg græd og grinte skiftevis, og der vidste jeg bare, at han oprigtigt var ked af det, og han var tilgivet med det samme«.

En dårlig dag for ...

Niko Grünfeld. Sjældent har der været så stor offentlig polemik om billedkunstudvalget i Københavns Kommune efter indkøb af 20 hvide A4-ark, der erklærer død over politikere fra begge sider af fløjene: »Lars Løkke er død«, »Henrik Sass Larsen er død«, og »Karen Jespersen er død«, står der på tre ark. Prisen for værket af kunstneren Jakob Jakobsen var 10.000 kroner. »Hvis vi ikke tør sætte ting på spidsen, så ville vi leve i et kedeligt samfund. Hvis der stod, Niko er død, så ville jeg da reflektere over det, men jeg ville købe det alligevel«, siger kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld (ALT) til dr.dk.

Han er en af tre folkevalgte og fem fagfok i billedkunstudvalget, der køber kunst ind til kommunens offentlige institutioner et par gange om året. Kunstindkøbet fik hurtigt forargelsen til at rulle på Twitter, hvor Dan Jørgensen (S) kaldte værket for »usmageligt« og spild af skattekroner. Også på Københavns Rådhus lagde Socialdemokratiet afstand, og LA vil nu have sat en stopper for kunstindkøb. For kunstneren må missionen være opfyldt.

Anne Mette Svane

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her