En god dag for...
The New York Times. Når bølgerne går højt, er det altid godt at kunne mødes og tale om tingene. Så langt, så godt for udgiveren af The New York Times, Arthur Sulzberger, der har været i Det Hvide Hus for at mødes med Donald Trump. USA’s præsident har et ambivalent forhold til avisen, som han læser nidkært, men samtidig beskylder for at være en af de værste eksponenter for de påståede FAKE NEWS.
Og hvad kom der så ud af mødet? Ifølge Sulzberger fik han fortalt Trump, at hans flammetaler om medierne er »splittende og tiltagende farlige«. Og ifølge Trump blev der brugt meget tid på »de mange falske nyheder, som medierne sender ud, og hvordan falske nyheder har skabt frasen ’folkets fjende’. Trist!«. Skal vi sige, at de mødtes på halvvejen, eller ...?
En dårlig dag for...
Robert Mugabe. Mandag går Zimbabwe til parlaments- og præsidentvalg. Men der er ikke megen opbakning at hente fra landets tidligere leder Robert Mugabe til efterfølgeren Emmerson Mnangagwa, selv om de to kommer fra samme parti. Ifølge Mugabe tilranede Mnangagwa sig magten på ulovlig vis, da Zimbabwes præsident Mugabe sidste år blev afsat efter 37 år.
»Jeg kan ikke stemme på dem, der har pint og plaget mig«, sagde Mugabe søndag på en pressekonference. Den plagede Mugabe var i sine næsten fire årtier ved magten berygtet som en bundkorrupt diktator, der kørte nationens økonomi i sænk, faciliterede racisme mod hvide og var skyld i forbrydelser mod menneskeheden. Heldigvis for Mugabe er der i dag 22 andre kandidater at stemme på.
fortsæt med at læse
En god dag for blodmånen, der endelig brød igennem skydækket - og en dårlig dag for det offentlige
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























